Ikke noget forsømt forår

Så tøffede den lille blå bil hen langs Boulevarden, alt mens skyerne hang småtungt over byen.
Den store brede vej er altid et skue værd, men denne torsdag var der lidt mere at kigge på. For henne ved Campus Vejle (handelskolen) stod de. De smukke unge mennesker, og det er ikke ment ironisk. De var meget smukke. Klædt i gallakjoler og jakkesæt. Håret var sat op på de unge kvinder, og de unge mænd lignede noget fra en James Bond film. Der var gallafest, som afslutning på skoleåret. Forude ventede eksamen, som de unge mennesker ganske givet kæmper med lige nu.
Nå, jeg tøffede videre, for med i bilen sad min datter Signe og hendes veninde Sofie, og de var begge klædt ud som var de med en Hollywoodfilm fra 1950erne. Strutskørt og røde læber og hele pivtøjet.
De går nemlig på Rosborg, og også der var der sidste skoledag, og her var der udklædningsfester på kryds og tværs af klasser, så da jeg satte de to piger af ved gymnasiet, var der et leben af stewardesser, cheerleaders med videre.
Det er pragtfuld at opleve, hvordan det hele nærmest var bagt sammen til en pizza, der kunne slices ud i ligedele glæde, forventninger og ungdommens mod.
Da jeg havde sat Signe og Sofie af ved Rosborg, tøffede jeg tilbage ad Boulevarden, og atter engang forbi de smukke unge mennesker ved Campus, og tre sekunder efter, kørte jeg forbi indgangen til Syddanmarks Erhvervskole, som Teknisk Skole nu til dags hedder.
Her var der ingen fest, men det var nu nok tilfældigt. Mon ikke der også festes der i ny og næ. I hvert fald skal de huske at feste derinde, for dem der går på Teknisk Skole er i min verden, de sejeste af alle skoleelever.
Min mor var i mange år kantinebestyrer på Vejle Tekniske Skole, og derfor har jeg tilbragt mangt en stund der. Og hold da op noget af det, der blevet lavet derinde kræver en dygtighed, jeg ikke har.
Nogen kan bare det med hændernes arbejde, og så er der folk som mig, for hvem et topnøglesæt er nemmere at stave til end bruge.
Hvor er livet smukt indrettet. Nogle ønsker at blive læge, andre ønsker at blive bankmand og nogle ønsker at bliver maler. Og så videre.
Jeg kan personligt godt blive bekymret for, at fremtiden ændrer sig for meget. De unge virker til at gå meget op i, hvad der er smart mere end, hvad der nu passer lige til dem. Jeg er godt klar over, at man skal gå efter, hvad man ønsker, men nogle ønsker er måske urealistiske. Da jeg selv var en ung mand, var det helt store hit at blive: ejendomsmægler. Men det var godt nok ikke et hit, jeg skulle spille med på, for jeg er verdens dårligste sælger, og det gen skal man nok have i sig, hvis man skal være ejendomsmægler.
Jeg skulle godt nok heller ikke være murer. Jeg prøvede det i en time engang, da vi i folkeskolen var på besøg på teknisk skole. Jeg satte ikke to mursten korrekt. Den skæveste lille mur verden har set, var jeg og mine ti tommelfingre fader til.
Så jeg blev journalist i stedet.
Nå, jeg kørte videre hjem, men til alle jer pragtfulde unge mennesker, som bevæger jeg ud på ungdomsuddannelserne. I er til tider ganske givet i det store perspektiv både dovne, forvænte og overfladiske, men I er også smukke, kloge og superseje.
Og mange af jer har gang i eksamen lige nu. Må jeg ønske jer al mulig lykke til.