Fortsæt til indhold

DR er på jagt efter dit guld

Arkiv
Arkiv

'Guld i købstæderne' besøger igen i år fem købstæder i hele landet, hvor vært Cecilie Nielsen byder danskerne indenfor med deres medbragte sager.

Med sig har hun seks af landets dygtigste vurderingseksperter, der står klar til at sætte historie og pris på de besøgendes ting. Og er man indstillet på at sælge, giver tre professionelle opkøbere dig chancen for at komme hjem med en uventet gevinst.

Næste stop på vejen bliver Ribe Kunstmuseums Have lørdag og søndag i den kommende weekend. Begge dage åbnes dørene kl. 10 og lukkes kl. 15, og alle får deres ting vurderet.

“Alle er meget, meget velkomne til at komme med deres ting, uanset hvad det er. De fleste bliver som regel klogere på det, de medbringer, når vores eksperter udfolder deres viden – og der er ikke noget, som er for småt eller skramlet, til at vi tager os af det. Men ind i mellem giver det alligevel et sus i vurderingssalen, når der virkelig dukker noget enestående op,” siger vært Cecilie Nielsen.

De fem købstæder i år er Køge, Horsens, Nykøbing Falster, Skive og Ribe. Byernes til tider dramatiske historie bliver fortalt i programmerne, når Cecilie Nielsen graver sig helt ned til deres grundsten og beskriver byernes særlige betydning både lokalt og for hele landet op gennem tiden.