Det vildeste halve år for Haris

Det er ikke altid til at forudsige livets store kursændringer. Det har 25-årige Haris Dzindo fra Vejle erkendt.
I løbet af det sidste halve år har hans liv skiftet retning mere end én gang.
En dårlig scanning, et godt samarbejde med en sponsor, og et rigtig godt foto er hovedårsagerne til de slag med halen, hans liv har slået.

Slagsbror og bokser

Haris begyndte at bokse som 15-årig.
“Jeg var god til at slås. Og jeg gik altid efter de drenge, der var større end mig. Jo større drenge og jo større muskler, de havde, jo bedre var det at slås med dem,” siger han med et smil.
Han meldte sig ind i Brande Atletklub, hvor han begyndte at træne. Og træne. Og træne.
“Efter et års tid blev jeg flyttet til Give Atletklub, som var en af landets førende med hensyn til bokse-talenter,” siger han.
Siden kom han i lære som smed, men uden at droppe træningen.
“Boksning fyldte 80 procent af mit liv. Jeg trænede seks dage om ugen ved siden af mit fuldtidsarbejde. Hver dag begyndte klokken seks og sluttede klokken 21.”
Som 18-årig flyttede Haris til Vejle i 2010.
Da han blev nummer to ved DM ved at tabe sin første kamp i et år, opstod idéen om at blive professionel.
Samtidig mødte han folk, der havde erfaring med at samarbejde med medierne - noget, der er helt nødvendigt for en professionel bokser.
“Alt afgøres ud fra, hvad du gør mediemæssigt,” siger han.
Ret hurtigt rettede han blikket mod London.

Skyggen på scanningen

Haris flyttede til London og begyndte at forberede en karriere som professionel bokser. Han fandt trænere, samarbejdspartnere, sponsorer og en fotograf, der tog nogle flotte modelfotos af ham.
Da trænerne mente, at han var klar, blev der ansøgt om en licens til at bokse professionelt i England. I den forbindelse blev han underkastet en grundig, lægelig undersøgelse. Herunder scanning af hovedet.
“Det er bokseforbundets egne læger, der laver den slags. Og de sender resultatet til ens træner, der så giver bokseren besked,” siger Haris, der mindes den dag han fik resultatet fra sin scanning.
“Det var en alt for varm dag i London. Jeg var på vej til træning, da min træner ringede. Jeg var lige uden for, og inden vi afsluttede samtalen, stod vi overfor hinanden. Han fortalte, at lægen havde fundet en skygge på min scanning: Der var en cyste i mit hoved. Og jeg ville aldrig få lov at bokse professionelt i England.”
Beskeden gjorde ondt på den ambitiøse 24-årige mand.
“Jeg fik kvalme og hedeture. Tusind tanker fløj gennem mit hoved. En af de første tanker var, at jeg havde kræft.”
Haris droppede træningen og gjorde noget, han aldrig nogensinde før eller siden havde gjort:
“Jeg druknede sorgen i alkohol. Jeg tog hen til en bekendt, der har et udskænkningssted. Han kunne godt se, at der var noget galt. Så han lod mig drikke i fred hele aftenen.”

Hjem til raskmelding

Efter nedturen i London rejste Haris hjem til Vejle.
Her fik han mulighed for at overtage Tattoo Fashion i Herning. I forvejen havde det et godt sponsorsamarbejde.
Nu var han pludselig leder af en arbejdsplads. Ansvarsfølelsen - og frygten for at fejle noget alvorligt - fik ham til at opsøge sygehuset i Vejle og blive scannet igen.
“Hverken scanningen eller blodprøven viste, at der var en cyste i mit hoved. Og den har aldrig været der,” siger Haris, der forlod sygehuset med forvirringen farende rundt i hovedet.
Han vil ikke udelukke, at den engelske fejl-diagnose var en bevidst obstruktion af hans plan om at blive professionel.
“Man har i hvert fald hørt om den slags før,” siger han.

Tilbage til boksning

Frygten for at få konstateret en alvorlig sygdom havde i nogle måneder afholdt Haris fra at blice scannet. Men nu var han bare lykkelig over sin raskmelding. Og med den vendte drømmen om en professionel boksekarriere tilbage.
“Jeg elsker jo sporten, og det skal bare prøves. Om det så ender med kun at være for én kamp, så skal det bare prøves,” siger han.
England er ikke længere aktuelt for ham. Det er erfaringerne for dårlige til.
“Så nu går jeg efter at bokse i Tyskland. Dels fordi jeg så kan blive boende i Vejle, som jeg aldrig vil flytte fra igen. Og dels fordi jeg så kan bruge danske læger,” siger den nu 25-årige Haris, der stoler mest på lægerne i Danmark.

Model-kontrakt

Sideløbende med bokse-arbejdet i London - og også inden da hjemme i Vejle - var Haris begydt at stå model.
“Blandt andet for butikken her,” siger han og vinker med højre hånd rundt i Tøjeksperten Buch i Vestergade.
Han har valgt at møde Lokalavisen netop her, fordi butikken gennem årene har sponsoreret ham og samarbejdet med ham. Og altså brugt fotos af ham i udstillingen.
“I London endte mit billede i kæmpeformat i et af de helt store shopping-centre. Og her blev det virkelig set og bemærket,” siger han.
Ad omveje dukkede nogle af billederne op i en mailboks hos en topchef i det amerikanske tøj-firma, Lindbergh.
“Han kontaktede mig for at få flere fotos. Og forleden lå der pludselig en model-kontrakt i min mailboks,” smiler Haris.
Han vil ikke afsløre detaljer.
“Men kontrakten er stor nok til, at man kan leve af det,” siger han.
Lige nu snakker han og Lindbergh om aftalen og muligheden for samarbejde. Umiddelbart er Haris lun på idéen.
“Modelarbejde er godt nok helt vildt hårdt. Men at blive eksponeret af Lindbergh i hele verden vil have gavnlig indflydelse på min bokse-karriere,” siger han.
På den måde har næsten alt ændret sig for Haris i løbet af det sidste halve år. Faktisk er der kun én ting, der ikke har ændret sig:
“Min far. Han siger, at jeg bare skal arbejde som smed på en fabrik. Men jeg ved, at han er stolt af mig - selvom han kun siger det til alle andre end mig,” siger Haris.