Hvad er egentlig De konservatives skolepolitik?
Hans Holmer (SF)
Spidkandidat til byrådsvalget
Skovbogade 8
6000 Kolding
I SF mener vi at den skolestruktur, som vi har i dag er passende. Vi ønsker ikke tre kæmpeskoler med op til 2.000 elever på hver skole.
Hvem er det i det hele taget som ønsker det? Ud over De konservative? Jeg er ikke stødt ind i nogen, som synes, at det er en god idé.
De Konservatives Knud Erik Langhoff ønsker at bevare Sdr. Stenderup skole med i alt 28 elever fra 0. til 3. klasse, men samtidig mener han, at der skal etableres en kæmpe cityskole med over 2000 elever. Hvor er lige den røde tråd i De Konservatives skolepolitik? Set ud fra mit synspunkt ligner det mest af alt nogle lidt tilfældige politiske holdninger uden nogen form for sammenhæng - Kæden må være hoppet af et sted.
Som forælder ønsker vi alle at bevare den nære folkeskole til vores børn - Et sted ,hvor der er plads til læring og skabe sociale relationer til sine venner, og hvor børnene bor i gå- og cykelafstand til hinanden. En folkeskole, hvor forældrene kender hinanden på kryds og tværs. Jeg har aldrig hørt en eneste forældre efterlyser kæmpeskoler - Tværtimod hører jeg hele tiden, hvor glade forældrene er for lige netop den skole, deres børn hører til.