Glade vandmolekyler får en tur i Universe
648 børn fremstillede plakater, og de tre bedste kom fra Dybbølsten Børnehave, Nydam Børnehus og 3. årgang på Augustenborg Skole
648 børn fra børnehaver og indskolingen i Sønderborg Kommune ved nu, at vand er en begrænset ressource, som vi skal passe på og ikke rutte med. De ved, at der findes to slags vand. Der er vand, der kommer ud af vandhanerne, og efter brug kommer til rensning på et renseanlæg, og så er der regnvand, der via riste i vejen og et ledningsnet ledes direkte tilbage til naturen.
Projektet, børnene har deltaget i, hedder 'Rent Vand - vandets kredsløb', og hensigten er, at børnene lærer gode og bæredygtige vaner, som de kan tage med hjem. Læringsforløbet har inddraget det omgivende samfund, så børnene får en meget konkret oplevelse af, hvordan vandkredsløbet fungerer, og hvad der gøres for at håndtere vandet bæredygtigt. Derfor har børnene haft besøg af kommunens førskolenaturvejleder, Sønderborg Forsyning og en biolog fra Sønderborg Kommune.
Ud i naturen
Førskolenaturvejleder Tobias Ehmsen har taget børnene med ud i naturen og kigget nærmere på ferskvand og saltvand i lokalområdet. Sønderborg Forsyning har demonstreret og aktiveret børnene i sjove læringsforløb under overskriften 'Hvor kommer vandet fra'. Børnene har bygget vandkredsløb på gulvet og ageret vandmolekyler, der suser rundt i kredsløbet. Endelig har biolog Bo Mammen Kruse fortalt børnene om arbejdet med at genskabe stenrev i havet og formålet med det.
Børnehaverne og skolerne har lavet plakater, der har været udstillet på Biblioteket på Kongevej i Sønderborg i maj måned. Alle børnene har modtaget et diplom og Dybbølsten Børnehave, 3. årgang på Augustenborg Skole og Nydam Børnehus har vundet plakatkonkurrencen. De kan nu booke et læringsforløb i Universe, der gennemføres i september eller oktober. Læringsforløbene er skænket af Universe og House of Science.
'Rent Vand' er et led i Projekt Grøn Generation, der er et samarbejde mellem ni kommuner med fokus på klima, innovation og bæredygtighed for børn og unge fra 0 - 30 år.