Tag tohjuleren til Air Show i Skrydstrup
I år er der mulighed for at komme på en guidet cykeltur når man skal til Danish Air Show den 19. juni
“Spring bilkøen over og kom med på en smuk cykeltur gennem Pamhule skov.” Sådan lyder et spritnyt tilbud.
Den 19. juni klokken 10.00 afholdes der igen Danish Air Show, hvor Skrydstrup Fighter Wing giver mulighed for at komme helt tæt på kampfly, helikoptere og kampvogne.
Der forventes at komme mere end 120.000 gæster, og det giver nogle lange køer på landevejene. Derfor tilbyder Danhostel Haderslev i samarbejde med HMIF Mountainbike Klub, en guidet cykeltur gennem Pamhule og hele vejen ud til flyvepladsen.
Turen starter klokken 10.00, fra Danhostel Haderslev Vandrehjem, hvor man bliver fulgt af en guide, og der er hjemrejse klokken 16.00, hvor guiden også vil være med. Der bliver cyklet i et stille tempo, så alle kan være med. Arrangementet afsluttes med servering af vand og grillpølser ved vandrehjemmet klokken 17.30.
Billetter kan bookes hos haderslev@danhostel.dk eller på tlf. 74521347.