Fortsæt til indhold

Sang og svingom på Munkehatten

Arkiv
Arkiv

Når borgerne ikke kan komme til musikken, må musikken komme til borgerne. Derfor blev der i sidste uge afholdt musikfestival på Munkehatten, der er et bosted for svært handicappede borgere i Odense. Det fortæller Tine Boe fra Odense Kommune til Lokalavisen Odense.

Arrangementet var arrangeret af socialpædagogerne Tine Bruun og Helle Andersen, der ville give beboerne på Munkehatten en energiindsprøjtning:

“I en uge som sidste uge ser vi nogle helt nye sider af vores beboere, og musikken og de nye oplevelser er både med til at udvikle de sociale relationer mellem beboerne og mellem beboerne og os medarbejdere. Alle de gode oplevelser, vi har haft i sidste uge, og som vi har taget billeder af og filmet, kan faktisk give energi til alle de dårlige dage, som vores beboere, grundet deres svære livssituation, også skal igennem,” lyder det fra Tine Bruun.

Festivalen bød på alt fra pop til rock, og musikken blev bortset fra ét forældrepar leveret af andre udviklingshæmmede. (ost)