A2Sea har afsluttet sin del af tysk møllepark
Det fredericianske firma blev udfordret af vejret, men blev klar til tiden
Det Fredericia-baserede selskab, A2Sea, er blevet færdig med sin del af Tysklands største havmøllepark, Gode Wind 2 + 1.
Med skibet Sea Challenger satte de 97 turbiner på møller i den tyske del af Nordsøen.
“Arbejdet med at installere turbinerne forløb efter planen gennem hele vinteren,” fortæller administrerende direktør Jens Frederik Hansen fra A2Sea.
“Gennem januar og februar løb vi dog ind i vejr-problemer. Vejret var hårdt og udfordrende, men takket være vores folk på projektet lykkedes det alligevel at blive klar til tiden - og inden for budgettet,” siger han i en pressemeddelelse.
Når havmølleparken er i drift, vil den kunne levere energi svarende til forbruget i 600.000 tyske hjem, oplyser firmaet.
Sea Challenger skal snart i arbejde igen.
Skibets næste projekt er det store, britiske havmølleprojekt, Dudgeon Offshore.
Her skal der installeres en 402 megawatt havmøllepark.
I første omgang skal Frededicia-firmaets skib assistere andre skibe på projektet. Men til september går arbejdet med at installere møllerne og turbinerne i gang. Og det er det, skiibet er specialbygget til.