Spejdernes sydjyske stemme
KFUM-spejderne i Sønderjylland har nu fået en stemme i hovedbestyrelsen for spejderbevægelsen.
Klaus Eisenhardt fra Rødekro er nemlig valgt til KFUM-spejdernes hovedbestyrelse for de næste to år, og det er første gang, at Sønderjylland er repræsenteret her. KLaus Eisenhardt håber, at han kan være med til at fremme landsdelens interesser i spejderkorpset.
“Vi tænker bare lidt anderledes her i Sønderjylland, og det vil jeg forsøge at sætte ord på i hovedbestyrelsen. For mig er det vigtig, at der kommer en kobling mellem det lokale engagement og det overordnede strategiske niveau,” fortæller Klaus Eisenhardt.
Også udfordringen med det vigende medlemstal håber han at kunne være med til at imødegå.
Arbejdet i hovedbestyrelsen er frivilligt, og Klaus Eisenhardt regner med, at han kommer til at bruge mellem 10 og 12 timer om ugen på hovedbestyrelsesarbejdet, som han vil passe ved siden af sit civile job som lærer.