Parkering i Vestergade forlænges halvandet år
De omdiskuterede parkeringsbåse i Vestergade bliver en fast del af gaden - mindst frem til udgangen af 2017
Modstanderne af parkeringsforsøget i Vestergade kommer til at finde sig i det et godt stykke tid endnu. Byrådets teknik- og miljøudvalg har nemlig netop besluttet sig for at forlænge perioden med korttidsparkering i gaden frem til udgangen af 2017.
"Det er vigtigt, at vi har en god, stabil handel i byen, og at vi passer på vores butikker. Butikkerne er så glade for tiltaget, og jeg mener, at det er den bedste løsning at fortsætte parkeringsordningen, som virkelig har hjulpet handlen," forklarer udvalgsformand Mette Jorsø (V).
"Det er rigtigt, at der også er nogle, der er utilfredse, men det vil der altid være," tilføjer hun.
Socialdemokraterne og Enhedslisten stemte imod forlængelsen af parkeringen i Vestergade.
"De betænkeligheder, vi havde om tiltaget, er til fulde blevet indfriet. Der har været en masse farlige situationer, hvor folk vender på fortovene, og hvor trafikken har været brudt sammen, og cyklister lever livet farligt i Vestergade i dag," siger Niels Rolskov (EL), der mener, at der er andre muligheder for at hjælpe butikkerne, og han fremhæver i øvrigt, at der er mange andre parkeringsmuligheder i den ende af byen.
Mette Jorsø fremhæver derimod, at folk også tidligere parkerede i gaden, og at det nu blot er bedre reguleret, fordi det skal foregå i båsene.
Omkring tidshorisonten i form af udgangen af 2017 siger hun:
"I slutningen af 2017 åbner butikker og parkeringshus i stationsområdet. Så har vi en anden situation, og måske ændrer trafikken sig igen, så da vil vi kigge på parkering i Vestergade igen."
Butikker jubler
Forsøgsordningen med parkeringspladser i Vestergade blev iværksat efter forslag fra Køge Handelsstandsforening, og her er der naturligvis tilfredshed med forlængelsen.
"Det har rigtig stor betydning for butikkerne i Vestergade, og vi som handelsstandsforening vil gerne sikre, at de eksisterende butikker får samme muligheder for parkering som det nye butiksområde der åbner i efteråret 2017. Derfor har vi også gjort en stor indsats for at videreføre ordningen med parkering i Vestergade, siger Søren Storgaard, der er formand for Køge Handelsstandsforening
Ifølge Jonas Carstensen fra Vivo Design mener, at parkeringsbåsene har gavnet hastigheden i Vestergade, da der ikke længere køres så stærkt som tidligere.
"Det har givet Vestergade et løft, som vi ser som en nødvendighed når det nye butiksområde ”Strædet” åbner omkring 1. september 2017 og vi glæder os over at det betaler sig at have en god og konstruktiv dialog med både forvaltning og lokalpolitikere, siger Vicky Dong Jensen, aktivitetschef i Køge Handelsstandsforening.