Fortsæt til indhold

Hvis det skal gøres ordentligt, skal man gøre det selv

Onlinebutikken Siersted har succes med at sælge genbrugstøj for deres kunder, så kunderne får den største del af kagen. Hvad der drives hjemme hos grundlægger David Siersted Poulsens forældre i Virum, skal til efteråret også føre til en fysisk butik i Ind

Arkiv
Mikkel Brøgger Petersen

mode Hvis man ikke er tilfreds med det nuværende, må man gøre det bedre selv. Det kunne være mantraet for den online genbrugsbutik Siersted, som består af de to 19-årige fyre, David Siersted Poulsen og Morten Munks-gaard. De var ikke tilfredse med, at genbrugsbutikker tog kommission på 50 procent. Så med ungdommeligt gåpåmod og selvsikkerhed valgte de 1. september 2015 at starte Siersted. De sælger tøj i stilarter som street og fashion og henvender sig til unge såvel som gamle, kvinder som mænd. “Er man lidt stilbevidst, er jeg sikker på, at man kan finde noget i butikken,” forklarer David Siersted Poulsen. Hos Siersted får kunderne en langt større del af kagen ved salg af deres aflagte tøj. De kalder det degressiv kommission. Det betyder, at sælger får en større andel af kommissionen, jo dyrere tøj de sælger. Kommissionen starter ved 25 procent til Siersted, men kan falde ned til 5 procent til de to fyre. Det har indtil videre givet Siersted en sekscifret omsætning.

Styret fra forældres hus

David Siersted Poulsen tager imod avisens udsendte hjemme i sine forældres hus, hvor onlinebutikken bliver drevet fra. Han viser ind på sit værelse. Fotostudiet til at tage billeder af produkterne fylder den ene væg. Kasser med indsendt tøj fra sælgere står for foden af sengen. Og akrylbokse med sneakers står til skue på hylderne. Han fortæller, hvordan forretningseventyret startede. “Når jeg skulle sælge mit tøj hos genbrugsbutikker, skulle butikkerne have 50 procent. Jeg tænkte, at det kunne ikke passe. Så jeg tænkte på at åbne noget selv. Men vi skulle ikke bare åbne for så at gøre det samme som de andre,” fortæller han. David Siersted Poulsen blev student i sommeren 2015. Derfor var det nu tid til at finde ud af, hvad han skulle bruge fremtiden på. “Efter studentereksamen er det ideen, at man skal finde ud af, hvad man selv vil. Så jeg tager et sabbatår, hvor jeg prøver at udvikle på denne idé,” fortæller han. At ideen skulle udvikle sig i den fart, som den har gjort, har dog overrasket ham. “Det er gået stærkt,” konstaterer han og holder en pause. “Vi har haft stor succes med at udnytte, hvad andre gør godt. men jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt, og at vi skal åbne en butik, som vi skal kaste næsten en halv million kroner i,” fortæller han.

Udvider med fysisk butik

For til efteråret er det tid til at udvide med en fysisk butik i Indre By i København. David Siersted Poulsen er lige nu på udkig efter de rigtige lokaler. “Den skal gerne være omkring 150 kvadratmeter. Og så skal den være lys og minimalistisk indrettet,” fortæller han. I den fysiske forretning vil de sælge andet end genbrugstøj. De vil blandt andet sælge “eftertragtede og prisvindende” mærker som Tonsure, Et Al Design, Storm & Marie, Whyred, Champion og Sneaker Lab. Selv om det er gået hurtigt og en onlinebutik og en fysisk butik kan virke som en stor mundfuld for to 19-årige fyre, så får det ikke David Siersted Poulsen til at ryste på hånden. “Jeg er overhovedet ikke nervøs, fordi vi har haft succesoplevelser, vi har tro på vores egne evner, og vi kan se, at der er brug for det, vi laver,” siger han. Spørger man til visionerne for Siersted, er den ukuelige tro på egne evner heller ikke til at tage fejl af. “Vi har en idé om at åbne flere butikker inden for en årrække. Blandt andet i Aarhus. Vi vil gerne gøre det til et kædenavn. Og så vil vi også gerne gøre Siersted international, hvis det kan lade sig gøre,” siger David Siersted Poulsen. Han vil endnu ikke lægge en backupplan, til hvis Siersted ikke bliver den succes, som de håber og tror på. “Jeg er så ung, at jeg på et tidspunkt skal læse videre lige meget hvad, når vi får råd til at have ansatte,” siger han. “Vi har en idé om at åbne flere butikker inden for en årrække. Blandt andet i Aarhus.”