Lulu er tilbage på OUH

Den røde næse sidder, hvor den skal, og kostumet passer også ind i billedet af en klassisk klovn.

Men der er uendelig langt fra cirkusteltets falden-på-halen-komik til de klovnerier, Lis Vilain udøver, når hun i rollen som Lulu cykler rundt på Odense Universitetshospitals lange gange.

“Jeg er en meget stille klovn. Jeg gør ikke noget stort væsen af mig selv, men holder mig gerne lidt i baggrunden. Det er nemlig vigtigere for mig at være børnenes kammerat end at få dem til at grine,” fortæller Lis Vilain, da Lokalavisen sætter hende stævne i sygehusets cafeteria.

Retur på OUH

Efter ni måneders ophold i hovedstadsområdet er Lis Vilain nu tilbage på OUH. Her klovnede hun fra 2004 til 2014 med små og store patienter, og det er med Lis Vilains ord “vidunderligt at være kommet hjem igen”.

Når hun går i kælderen under allergicentret for at forvandle sig til Lulu, sker der en øjeblikkelig transformation. Det mest iøjnefaldende er naturligvis klovnekostumet og sminken, men forvandlingen er også mental, fortæller hun.

“I det sekund jeg tager kodragten på, tilsidesætter jeg alle mine egne behov med et fingerknips. Fra da af handler alt om min alliance med børnene og deres forældre. Om at kunne give dem en god oplevelse og være ved deres side under det, de skal igennem på hospitalet.”

Tæring efter næring

Foreløbig er Lulu på OUH en enkelt dag om ugen, men hun håber, det med tiden kan blive til mere. Hvis altså donationerne slår til, for hospitalsklovne får ingen løn, til trods for at de er højt skattede på sygehusets afdelinger. At være hospitalsklovn er derfor et kald mere end en karriere.

For Lis Vilain opstod kaldet, da hun arbejdede som socialpædagog og tilfældigt faldt over uddannelsen til hospitalsklovn. Siden har hun ikke kigget sig tilbage.

“For når jeg gør noget, så gør jeg det fuldt og helt. Jeg kan ikke spille på to heste samtidig,” siger hun.

Af samme årsag boede hun i mange år i et lille kælderværelse på blot 13 kvadratmeter. Værelset lå på Kastanievej, tæt på OUH.Selvom midlerne var små, så var Lis Vilain nærmest lykkelig.

“Jeg blev jo ikke klovn for pengenes skyld, og jeg har altid tænkt, at man må sætte tæring efter næring. Selvom værelset var småt, var det en perfekt lille klovnehule. Det var i det værelse, at Lulu blev født,” lyder det begejstret.
I dag har Lis Vilain base i Rynkeby og supplerer i perioder klovneindtægten med natlige rengøringsjob. På den måde hænger det hele lige akkurat sammen.

En rolig ko

Efter vores snak i cafeteriaet har Lis nu klædt om til Lulu. Kodragten er den eneste, hun nogensinde bruger, og figuren er nøje udvalgt.

Ifølge Lis Vilain har koen nemlig et roligt væsen, der passer godt til et sygehus, hvor det gælder om at fare med lempe.

“Koen står for mig som noget afslappet. Den vifter med halen, når der kommer en flue. Ellers står den bare der på marken og er sød og smuk, og man får lyst til at klappe den. Det passer rigtig godt til Lulu,” siger hun.

Og Lulu har tydeligvis været savnet. Overalt hvor hun bevæger sig på sygehuset, bliver hun mødt af personale og patienter med et “heeeej Lulu! Godt at have dig tilbage!”

Selv har Lis Vilain ingen børn.
“Sådan faldt mit liv ikke ud. Men jeg elsker børn. Faktisk synes jeg, at børnene er de klogeste af os allesammen,” siger hun.

Kærligheden til de yngste skinner for eksempel igennem, når Lis Vilain i skikkelse af Lulu giver sig til at smaske, gurgle og grisse med maden for at løsne op for måltiderne med de børn, der ikke har så meget appetit.

“Når de ser, at Lulu spiser grimt, begynder de at rette på mig og vise, hvordan man spiser pænt. På den måde hjælper jeg dem til at få lidt i maven,” fortæller Lis Vilain.

Hun arbejder desuden med at spejle børnenes følelser og få dem til at føle sig specielle. For eksempel ved at tage dem med ned til Lulus hemmelige bandested i OUH's kælder.

“Det sted bliver brugt flittigt. Jeg er virkelig god til at bande. I kælderen kan vi få aflad og råbe alle de grimmeste ord, vi kender. Når vi kommer op igen, er der næsten altid løsnet op for stemningen,” siger hun.

Lis Vilain lægger gerne arm til en blodprøve, hvis det kan få et angst barn til at frygte nålen lidt mindre. Men frem for alt prøver hun at være børnenes ven.

“Jeg griner med dem, græder med dem og giver dem status. Lulu er naiv, og hun kan nærmest ingenting. Når børnene hjælper Lulu, kan de endelig føle sig værdifulde.”

Grumme skæbner

Men selv om hverdagen som hospitalsklovn er givende, kan det selv for en glad ko være svært at rumme det sørgelige.
“Skæbnerne går dybt i hjertet på mig. Hver en historie, hvert et møde og hver en ven går ind og rører ved noget i mig.

For det meste kan jeg selv bearbejde det, men i de skrækkelige tilfælde, hvor et barn har mistet livet, har jeg måttet bruge en psykolog for at komme ovenpå igen. Heldigvis er der flest af de gode oplevelser,” afslutter Lis Vilain.