VUC bygger nyt i Læderstræde
VUC Roskilde går nu i gang med den sidste planlagte bygningsfornyelse efter at huset i Frue Kirke Stræde er færdigt. Den gule bygning i Læderstræde skal rives ned, og der skal i stedet bygges en ny indgangsbygning. - Vi bygger en ny bygning, der bliver på to en halv etage, siger administrationschef Niels Strunge fra VUC Roskilde. - Bygningen får en glasfacade, og skelettet bliver i stål. - I første omgang skal den gamle gule 60-er bygning miljørenoveres. Det tager cirka tre uger. Bagefter bliver bygningen revet ned til kælderniveau. Når det er overstået går byggeriet af den nye bygning i gang. Planen er, at VUC Roskilde skal tage bygningen i brug i midten af 2017. Stueetagen skal rumme indgangsparti med aula, et mediatek og studiecenter. 1. salen skal rumme kantine og en samlingsrum, der også kan bruges til to undervisningslokaler takket være mobile vægge. Øverste etage skal rumme administration og lærerarbejdspladser. Byggeriet er budgetteret til at koste 29 millioner kroner og berører ikke de ældre røde bygninger fra den gamle Allehelgens skole i komplekset. jp@roskildeavis.dk