Lisbeth maler byen orange
Roskilde er en særlig by, derfor vil vi også være med, når der er festival, siger chef for RO's Torv Lisbeth Wilstrup
17 orangemalede cykler kommer til at strømme ud fra RO's Torv, når det atter er tid til Go Orange i festivalugen fra 24. juni til 2. juli. Bunkevis af orange bøllehatte og badebolde fra torvet kommer til at gå samme vej.
Cyklerne har RO's Torv købt for 300 kroner stykket fra folk, der ikke skulle bruge dem mere. Derefter er alle dele malet orange. Undtagen dækkene.
Halvdelen kommer til at stå ved RO's Torv og resten ved festivalen. Derefter kan man finde dem rundt omkring i byen. Cyklerne har ingen lås på og er beregnet til at fragte gæster frem og tilbage mellem festival, by, RO's Torv, og hvor gæsterne ellers vil hen, når de forlader campingpladsen.
- Jeg håber, folk tager cyklerne med sig hjem efter festivalen, så de kan blive brugt, siger Lisbeth Wilstrup.
Vil være med
Lisbeth Wilstrup regner ikke med, at torvet får noget specielt ud af de nymalede cykler.
- Vi vil bare være med, fordi vi synes, at Roskilde er en særlig by, siger hun og fortsætter:
- Vi vil gerne støtte op om by og festival og markere, at vi skal samarbejde meget mere i fremtiden.
Bolde og bøllehatte deler folk fra RO's Torv ud ved festivalen og på torvet.
På centeret selv kommer orange bannere op for at markere ugen, og som altid bliver der et område på torvet, hvor der er plads til, at festivalgæsterne kan tage sig en slapper fra musik og øl i strandstolene midt i handelsvrimmelen.
I øjeblikket er Lisbeth ved at forhandle om flere orange tiltag, som kommer til at sætte sit præg torvet og byen i år.
ag@roskildeavis.dk