Der er gang i byggeriet i Vejle
Der bygges rundt i hele Vejle Kommune. Så meget at Vejle Spildevand må udvide budgettet
Der er mere end godt gang i befolkningstilvæksten i Vejle Kommune, og det betyder, at der fortsat rift om byggegrundene. I 2015 måtte Vejle Spildevand fordoble det afsatte budget til byggemodninger, og den tendens har vist sig at fortsætte i 2016.
Samtidig tyder meget på, at efterspørgslen har bredt sig geografisk – til Gårslev, Egtved og Grejs.
Geografisk
“Omfanget af byggemodninger i 2015 var langt over det forventede, og vi endte med at overskride de afsatte budgetter med 100 procent Det er heldigvis et positivt problem, og derfor er vi kun glade for at se, at tendensen fortsætter ind i 2016. Vi havde afsat 25 millioner kroner i år, men har allerede brugt 35 millioner, forklarer direktør i Vejle Spildevand Mikael Schultz i en pressemeddelelse.
I 2015 kom der 1.400 personer flere til, end der flyttede fra kommunen, og det har øget behovet for boliger – og for byggegrunde. Tidligere har man primært byggemodnet i Vejle by (særligt Vinding, Uhrhøj og Bredballe) samt i Brejning, Børkop og Jelling, men nu breder byggelysten sig rent geografisk.
Vejle Spildevand har 45 ansatte, men tal viser, at den store travlhed indirekte skaber job til knap 100 flere personer.