Sagde op hos far, stjal et par kunder og blev gazellevinder
Tømrermester Peter Venø Nielsens vej til succes gik over et mislykket generationsskifte og en finanskrise
gazelle “Arh, jeg ved snart ikke. Jeg risikerer jo, at det vælter ind med kunder.” Efter lidt betænkningstid ville tømrermester Peter Venø Nielsen alligevel være med til at fortælle historien om, hvordan det er gået til, at han er en af 1.449 virksomheder i Danmark - og ti i Hørsholm Kommune - der har modtaget dagbladet Børsens gazellepris for 2015. Når historien skal fortælles, er det ej heller med de helt store armbevægelser. Jo, det er da et skulderklap med sådan en anerkendelse, mener Peter Venø Nielsen, og det blev da også fejret. Men forklaringen på succesen er mere simpel: “Vi er blevet gazelle, fordi der var en finanskrise,” konstaterer Peter Venø Nielsen tørt og peger på, at 2015 var kulminationen på en række fede år, der fulgte i kølvandet på nogle magre. “I 2010 var overskuddet 9.000 kroner, efter jeg havde fået en løn,” husker han tilbage. Fra 2009 til 2010 måtte han halvere antallet af medarbejdere og nåede ’bunden’ i 2011, hvor der var fire-fem medarbejdere plus en-to lærlinge. Siden er det gået fremad år efter år, og i 2015 lå omsætningen på omkring 17 millioner kroner, der er ni svende og fem lærlinge - men ikke umiddelbart ambitioner om, at virksomheden skal vokse sig større. “Gazellen er ikke noget, vi har stræbt efter,” fortæller Peter Venø Nielsen, der fejrede begivenheden ved blandt andet at tage sin far, Jens Venø Nielsen, med til gazellefesten på Tivoli Hotel i København.
Svært generationsskifte
Deres forhold kunne ellers have været til noget helt andet end at tage til fest sammen. For i virkeligheden var det et brud med faderen, der gjorde, at Peter Venø Nielsen i dag driver sin egen tømrerforretning. Planen var, at han skulle overtage fars forretning på et tidspunkt, hvor bankuddannede Peter efter blandt andet et ophold i Singapore for Danske Bank handlede med valuta. For at få håndværket under huden tog han en voksenlærlingeuddannelse som tømrer samtidig med, at han kom ind i faderens firma. Men generationsskiftet gik galt. “Jeg troede, at jeg skulle være administrerende direktør. Men min far kunne ikke holde sig væk, blandede sig i, hvilke kunder jeg skulle ringe til og lignende. Jeg sagde op, købte en kassevogn, stjal et par kunder fra far og tog ud og slog søm i,” fortæller Peter Venø Nielsen om det, der i 2003 blev begyndelsen på Tømrermester Peter Venø Nielsen ApS. Indtil han ansatte den første medarbejder i 2005, klarede han opgaverne med sig selv og arbejdsmand på deltid. Forholdet til faderen er trods det mislykkede generationsskifte bragt helt i orden.
Elsker at uddanne unge
I dag har virksomheden nået en størrelse, der gør, at Peter sjældent kommer ud for ’at slå søm i’, som han kalder det. Han laver al administration selv, regner selv på tilbud og har ikke nødvendigvis en ambition om, at foretagendet skal blive større. Faktisk har han først for kort tid siden fået firmanavn skrevet på bilerne. “Jeg ville helst ikke køre omkring som en reklamesøjle. Vi vil ikke vokse mere, end at vi har styr på det,” forklarer han og tilføjer: “Jeg kan godt lide at være en lille familievirksomhed, og størrelsen her er på grænsen til, at der skal en større organisation til. Jeg har prøvet at lede 35 mennesker,” siger den 48-årige tømrer, direktør og far til tre piger. Hans hjerte brænder især for at uddanne lærlinge. Han har fem. Det er en del i en virksomhed af den størrelse. “Jeg vil gerne uddanne og helst nogle, der ikke er alt for boglige,” fortæller gazellepris-modtageren, der har firmaadresse i Hørsholm, men værksted i Kvistgaard ved Helsingør.