Fortsæt til indhold

Med vandrestok fra Roskilde

Små stier er forbundet og snor sig gennem landskaberne ved domkirkebyen og Lejre og videre ud i verden

Arkiv
Anette Gundlach

Små stier snor sig gennem skove, enge, istidslandskaber og over marker i Roskilde og Lejre Kommuner. De er efterhånden blevet forbundet med hinanden, så man kan gå ad lange ubrudte vandreruter som Pilgrimsruten, Skjoldungestien og den nyeste på landkortet nemlig Hedebostien.

Ny sti

Flere benytter sig af de mange stier, fordi de har opdaget vandrelivets glæder. De snører vandresko eller -støvler for at sætte nogle timer eller dage af til skridt for skridt, at æde sig mange kilometer ind i et landskab langt fra byen og trafikken. Seneste skud på stammen er Hedebostien, Den starter ved Roskilde Havn, fortsætter gennem byen til man kommer til Hedeland, hvor man får en smuk tur omkring søer og ad nylagte grusstier. På vejen kommer man forbi Karlstrup Kalkgrav, hvor der på grund af det azurblå vand hersker en nærmest sydlandsk stemning, indtil man stikker tåen i, og det iskolde vand får kuldegysningerne til at sprede sig til hele kroppen. Turen slutter ved Karlstrup Strand. Ruten skulle være omkring 22 kilometer lang, men gps'en viste lidt mere. Stierne er lette at gå ad og godt afmærkede. Med lidt tålmodighed og planlægning kan man vælge at tage med bus den ene vej.

Hedebostien går gennem Hedeland, hvor man flere gange kommer forbi smukke søer.

Pilgrimsruten

Sidste år blev Pilgrimsruten i Roskilde afmærket. Dermed kan man nu vandre hele vejen fra Helsingør til Roskilde og videre i retning Ringsted, mens man kigger efter skiltene med muslingen. Vejen fortsætter gennem Tyskland og videre til Spanien til man når Caminoen i Pyrenæerne, hvis man har meget tid. Man behøver selvfølgelig ikke at være pilgrim for at gå turen, og man kan sagtens nøjes med at tage en mindre del, hvis man bare er en helt almindelig vandrefugl, der kan lide luft under vingerne. Fra Roskilde mod Ringsted går man en del af ture på Skjoldungeruten gennem Boserup Skov mod Gl. Lejre og Skjoldnæsholm. Hvis man har mod på i alt 43 kilometer, kan man fortsætte til Ringsted Vandrehjem, hvor man kan tage sig et tiltrængt hvil, hvis man ikke foretrækker at tage toget tilbage til Roskilde igen. På turen er det rimeligt let at finde afmærkningerne, der dog kan blive væk en gang i mellem. Derfor er det godt at have et kort med for en sikkerhedsskyld.

Langs vejene kan man flere gange se så gule marker, at øjnene har svært ved at kapere det.

Skjoldungeruten

Skjoldungeruten var den første af de tre ture, der blev afmærket. Turen går gennem nationalparken Skjoldungelandet, der blev indviet af kronprinsen sidste år. Ruten går ad små gamle og også nylagte stier, der både går gennem offentlige og private områder. Her kommer man tæt på gamle istidslandskaber og kulturer, som man kan se i form af gravhøje og stensætninger. Ruten går fra fra domkirken gennem Svogerslev over Lejre til Hvalsø. Afmærkningerne bliver hele tiden mere og mere tydelige, men det er en god ide at have et kort med eller at downloade ruten på mobilen. Man kan for eksempel stå af toget på Hvalsø Station, tage gåturen til Lejre Station, hvor man igen kan komme hjem med toget.

Både Skjoldungestien og Pilgrimsruten fører ned langs Sankt Hans.
Hvis man er heldig og husker at kigge opad kan man være heldig at møde en natugle midt på dagen.
I Boserup Skov er der flot udsigt over vandet.
Den nyeste rute er Hedebostien.