Cykelnerven Vestjylland på vej mod indsamlingsrekord
"Det giver bare så meget mere mening nu," lød det fra deltager Kristian Bonde Nielsen på sidste uges træninsgtur, da han fandt ud af, at scleroseramte Rikke Jensen var med til at sende rytterne ud på deres sidste træningstur, inden afgang til Frankrigs bjerge.
I denne uge flyves rytterne på "Cykelnerven" nemlig til Frankrig, hvor de skal prøve kræfter med de legendariske bjerge. Forinden er gået mange træningstimer på sadlen, ligesom deltagerne har kæmpet for at samle penge ind til forskningen i sclerose. Hver rytter har således forpligtet sig til at skaffe 15.000 kr. til forskning i den kroniske og uhelbredelige sygdom. En af holdets trøjesponsorer, Byens Kloakservice, havde inviteret på aftensmad efter den 80 km lange træningstur forleden, og de har en særlig grund til at støtte op om Scleroseforeningens cykelprojekt.
"Vores datter, Rikke, har for nylig fået sclerose, så vi mærker på tæt hold, hvordan det er at leve med sygdommen. Det er med til at give os håb, når vi ser, hvordan lokale cykelentusiaster er med til at gøre en forskel ved at skaffe midler til den vigtige forskning," fortæller Jimmie Jensen.
Siden marts måned har de 21 deltagere trænet flere gange i ugen for at blive klar til årets Cykelnerven, hvor bjerge som Col de Forclaz, Col de la Ramaz og Mont Blanc skal udfordres på to hjul. I alt cykler 250 ryttere med fra hele landet. Onsdag bliver de fløjet til Chamonix, som er basen for tre dages strabadser i en god sags tjeneste.
"Indtil videre står der 450.000 kr. på Cykelnerven Vestjyllands indsamlingskonto," fortæller Søren Reis, som er holdkaptajn for det vestjyske hold, inden afgang.
Imponerende!