Fortsæt til indhold

OUH-læge med forstand på AIDS

Hendes viden afføder nu en flot pris

Arkiv
Arkiv

OUH har en kvinde gående rundt på gangene, som har så meget forstand på AIDS-forskning, at hun nu modtager et massivt skulderklap.
AIDS-Fondets forskningspris går nemlig i år til Line Dahlerup Rasmussen, der er læge på infektionsmedicinsk afdeling på Odense Universitets Hospital. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Line Dahlerup Rasmussen har de seneste fem år forsket i mange af de almindelige sygdomme, som rammer mennesker, der lever med HIV. Det drejer sig om blodpropper i hjerte og hjerne, grå stær, sukkersyge og årebetændelse.
Derudover har Line Dahlerup Rasmussen undersøgt medicinforbruget af blandt andet kolesterolsænkende midler og psykofarmaka.
Line Dahlerup Rasmussens forskning, der er publiceret i tidskrifter, tyder ikke på, at mennesker med HIV bliver gamle før tid, og hvis de gør, bærer rygning en meget stor del af ansvaret.
Line Dahlerup Rassmusen har skrevet ph.d. om emnet og netop indleveret sin afhandling. (emhe)