Nyt bælte og højt skum
Peter Sebelius fra Taekwondo Team Haderslev har været til graduering til sort bælte 2. dan
Peter Sebelius fra Taekwondo Team Haderslev var i forrige weekend til graduering til sort bælte 2. dan. Gradueringen foregik på Idrætshøjskolen Bosei i Præstø på Sydsjælland.
Gradueringen startede fredag aften med en teoriprøve, som skulle bestås for at aspiranten kunne fortsætte gradueringen. Om lørdagen blev aspiranterne høvlet gennem hele pensummet, samt fysiske udfordringer, afbrudt af små pauser, hvor kun instruktøren blev skiftet ud med en frisk.
Aspiranterne fortsatte i et hæsblæsende tempo med kroppe der gjorde mere og mere ondt, og først sent om aftenen kunne de lægge hovedet på puden.
Søndag fortsatte strabadserne, og klokken 13.00 kom Peter ud fra den sidste prøve, og kunne stolt kalde sig 2. dan.
Med til gradueringen var instruktør i Taekwondo Team Haderslev, Johny Gramberg 4. dan.