Breaking News – pressebilleder fra 1864
Frem til 23. oktober kan man i Haderslev se udstillingen 'Breaking News' med et stort udvalg af tegninger, som Sønderborg Slot ligger inde med, fra krigen i 1864
Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev har netop åbnet udstillingen 'Breaking News', som frem til den 23. oktober viser et stort udvalg af de mange tegninger, som Sønderborg Slot ligger inde med, fra krigen i 1864 mellem Danmark og Preussen. Sammen med tegningerne vises på udstillingen våben, primært sabler fra perioden. Tegningerne er suppleret med gruopvækkende førstehåndberetninger fra begge sider af fronten og krigens gang er forklaret fra første skud i april 1864 til den endelige fredsslutning i juli-august 1864.
Godt stof
Konflikten og krigen mellem Preussen og Danmark i 1864 var ikke kun en begivenhed i de to respektive lande. Begivenhederne var godt stof i Berlin, London, Paris og Rom. Store internationale blade og aviser sendte deres krigskorrespondenter til Slesvig for at dække krigens grusomheder. Beretningerne fra krigsskuepladsen skete gennem øjenvidneskildringer og tegninger.
Når materialet var indsamlet skulle det sendes hjem. En rejse, der først gik med hestevogn, så tog eller skib, og inden avisernes hungrende læsere i Europas hovedstæder kunne læse om krigens rædsler, skulle tegningerne også omsættes til såkaldte xylografier dvs. træsnit, der kunne trykkes i avisen og mangfoldiggøres. Men på trods af den lange ekspeditionstid, var dét Breaking News og begivenheder , der ryddede store internationale avisers forsider for mere end 150 år siden.
Krigens gang
I udstillingen følges krigens gang i billeder og tekst fra start til slut. En af de første illustrationer er begravelsen af soldaterne ved Mysund efter slaget den 2. februar 1864. Vi er med ved den iskolde tilbagetræning fra Danevirke den 6. februar, beskydningen af Dybbøl i begyndelsen af april og fra skanserne på Dybbøl ser vi mod bombardementet af Sønderborg .
Krigens højdepunkt og skæbnedag er den 18. april, hvor Dybbøls skanser stormes ved daggry og den sidst danske soldat flygter til Als kl 14. Preusserne havde erobret Dybbøl-stillingen, de jublede, de danske soldaterne græd og københavnerne rasede.
Mod enden
Men endnu er krigen ikke helt slut. Tegnerne og journalisterne fulgte med i hælene af både de besejrede og de sejrende. Først er vi med ved de mislykkede forhandlingerne i London den 20. april, som betyder at krigen fortsætter. Herefter er der beretninger fra slaget ved Helgoland mellem Østrig - preussernes allierede – og Danmark, erobringen af Als i juni og endelig beskrives og tegnes de sidste kamphandlinger ved Lundby Krat syd for Ålborg den 3. juli.
Krigens bagside ser vi også gengivet. Der er de sårede soldater, de civile tab i det sønderbombede Sønderborg og endelig er der tegninger fra krigsfangeskabet. I alt 7000 danske soldater blev taget til fange, mens der kun var 200 preussiske. De blev udvekslet efter den endelige, og for Danmarksvedkommende, skæbneafgørende våbenhvileforhandling i Wien i juli 1864.
En unik samling
De mange detaljerede og unikke tegninger tilhører Sønderborg Slot, som i 2014 erhvervede en næsten komplet samling af udenlandske og danske billeder fra krigen 1864. I udstillingen kan ses hundrede af de flotteste, grusomste og mest sjældne billeder.
Udstillingen er fremstillet af museumsinspektør Axel Johnsen og venligst udlånt af Sønderborg Slot, hvor den blev vist i efteråret 2015. Udstillingen er på både dansk og tysk og kan ses frem til 23. oktober.