Fortsæt til indhold

Fighter gav håbet videre

Ølgods Stafet for Livet blev indledt med en fighter-historie, der gav håb

Arkiv
Nina Møller

“De bruger mig som case på sygehuset. De siger, de troede faktisk ikke, man kunne klare at blive opereret tre gange.”
Sådan sagde fighter Jens Jørgen Fisker, da han fortalte sin historie ved åbningen af Ølgods Stafet for Livet lørdag formiddag.
Der står han og ser solbrændt og sund ud. 58 år. Det er ikke til at se, at han har været døden nær for omkring et år siden på grund af spiserørskræft, en sygdom kun 25 procent overlever.
Han havde en svulst på seks centimeter. Fik brok og blokeret passage i spiserøret. Hans ene lunge blev perforeret af et ribben. Han lå i respirator en måned.
Han må være en af de fightere,som har været tættest på at dø. Men han besluttede, at han ville være en blandt de 25 procent:

“Jeg vil derfor gerne give andre håb om, at det kan lade sig gøre at komme videre,” sagde han.

Så spillede Varde Garden op til første runde, som er æresrunden, hvor Fighterne går forrest i deres gule t-shirts. De bar multikolorerede langstilkede roser, og før afgang sendte de balloner til himmels, som symbol på at man sætter kræften fri.

Borgmesteren begyndte

Inden startskuddet til første runde råbte formand Flemming Nissen alle holdene op, og der blev hujet og klappet.
Borgmester Erik Buhl talte også ved åbningen. Han var med til at starte stafetten i Ølgod for fire år siden, hvor han arbejdede i Ølgod Håndværker og Handelsstandsforening og fik lov at arrangere de første to år i det regi.
“Jeg blev optaget af det. Det er vigtigt at få markeret de mange, som har nogen, der er ramt. Min kone blev ramt for mange år siden. Åbenhed var med til komme godt igennem det. Jeg har stor respekt for fighterne, sagde Erik Buhl.
Der blev samlet cirka 325.000 kroner ind, oplyser kasserer Gudrun Lykkegaard. Der blev solgt 450 lysposer. Det endelige deltagertal blev 1134, med 33 hold og 50 fightere.

Alt gik galt i Jens Jørgens spiserørskræftforløb. Alligevel står han her i dag og er i live, og nyder livet hver dag. Derfor vil han give håbet videre til andre kræftramte. Hvis han kunne overleve, så er der håb for selv den værst ramte.
Varde Garden gjorde Fighterrunden ekstra festlig. Stafet for Livet hylder jo livet.
Borgmesterens kone har haft kræft.