Badende måtte reddes i land ved Søndre Havn
Stor redningsaktion mandag formiddag på Søndre Havn, hvor i alt seks mennesker måttes reddes i land
Tre kvinder i 70'erne blev fanget af understrøm og kunne ikke selv svømme ind til land igen, da de badede ved vinterbadeklubben Valkyriens anlæg på Søndre Havn mandag formiddag.
Kvinderne klamrede sig til molestenene, hvor bølgerne slog ind og gav dem nogle knubs. Tre andre badegæster så fra land, at kvinderne var i nød, og de forsøgte at få reddet dem i land, men det førte til, at de selv blev grebet af strømmen.
Politiets indsatsleder forsøgte at redde de nødstedte op på stenene på molen uden held, men det lykkedes at holde fast i de nødstedte, og brandvæsenet fik dernæst reddet alle i land sidst på formiddagen.
Ingen af de involverede kom til skade, og politiet har stor ros til de tre hjælpere, der forsøgte at redde de tre kvinder i land.
"Havde de ikke grebet resolut ind, så kan det ikke udelukkes, at situationen var blevet endnu mere alvorlig," lyder vurderingen.