Fortsæt til indhold

Dronningen tog sig tid i Kolding

Tog på overraskelsesbesøg på Koldinghus

Arkiv
Simon Carlson

royalt Dronning Margrethe brugte en del af sin weekend i Kolding. Der var dog ikke tale om et officielt besøg, men Hendes Majestæt havde dog valgt at “mellemlande” i Kolding Havn med Kongeskibet Dannebrog på sin vej til sit officielle besøg i Varde i fredags. Dannebrog lagde således til kaj fredag morgen, hvorefter regenten drog videre vestpå. Fredag aften returnerede Dronningen til Kolding, hvor hun på Dannebrog holdt reception for de inviterede gæster fra Varde.

Overraskede gæster

Lørdag fik gæsterne på Koldinghus sig imidlertid en lille overraskelse, da Dronning Margrethe havde besluttet sig for at smutte en tur på slottet for at se museets aktuelle særudstilling ”Fabergé. Zarens hofjuvelér og forbindelsen til den danske kongefamilie"”, som Dronningen har udlånt adskillige genstande til. Udstillingen blev i øvrigt åbnet tidligere på året af Dronningens søster Prinsesse Benedikte. Efter en privat frokost sammen med museet direktør Thomas Thulstrup, blev Dronningen vist rundt i udstillingen af museumsdirektøren. Efterfølgende så hun en stor del af museets store sølvsamling, herunder Dronning Caroline Mathildes toiletgarniture, skriver Koldinghus i en pressemeddelelse. Herefter var det slut for det royale visit i Kolding for denne gang, da Dronning Margrethe og Dannebrog forlod Kolding Havn ved 18-tiden lørdag aften.