Povl Dissing og Benny Andersen tilbage på Godset
Koncert Godset er i fuld gang med offentliggørelsen af efterårets program, og nu kan det afsløres, at der venter en klassiker onsdag den 5.oktober, hvor Povl Dissing og Benny Andersen er tilbage på det hyggelige spillested. Det informerer Godset om i en pressemeddelelse. De to herrer skulle ikke behøve nogen nærmere introduktion. Gennem mere end en menneskealder har Dissing og Andersen sammen og hver for sig markeret sig inden for adskillige felter i dansk kulturliv. Povl Dissing som sanger og oplæser, Benny Andersen som digter og pianist - herunder ikke mindst som Dissings akkompagnatør. Dissings og Andersens sammen- og samspil under og mellem numrene er i en klasse for sig, sådan som et talstærkt publikum flere gange har oplevet det på Godset. Og med et repertoire, der for længst er gledet ind i den danske sangskat, venter der en oplevelse, som ikke kan sammenlignes med ret meget andet i dansk showbizz. Se mere og køb billet på www.godset.net