Fortsæt til indhold

10.000 kroner gør stor gavn i vandkanten

Sydbank har doneret 10.000 til Vedsted Søfestival som søsættes lørdag

Arkiv
Peter Rasmussen

“Danmarks naturligste festival” kalder Vedsted Søfestival sig selv. Og når man kigger ud over den prægtige natur omkring badesøen og den lille hyggelige strand, så må man give arrangørerne ret.
“Ja det er virkelig en perle vi har herude,” siger Lars Boisen fra Vedsted Søfestival. Han fortæller at alt er klappet og klart til årets festival, der løber af stablen på lørdag.
På stranden er også Erik Nørgaard fra Sydbank, som medbringer en check på 10.000 fra Sydbank Fonden:
“Det er lige præcis sådan noget, som vi gerne vil støtte,” siger bankmanden og fortsætter:
“Hele arrangementet drives af frivillige ildsjæle og her i Vedsted er det nye orkestre, som man ikke har lært at kende endnu, som får chancen foran et publikum.”
“Vi har en fantastisk opbakning herude, og folk er flinke til at melde sig som hjælpere. Samtidig har vi en mission i, at lade nye bands få en scene at spille på. Kim Larsen og Lars Lilholt ser man andre steder. Vi forsøger at vise morgendagens stjerner frem,” siger Lars Boisen, der er begyndt at sende små bønner afsted til vejrguderne:
“Det ser heldigvis ud til godt vejr lørdag,” smiler festival-manden fra Vedsted.