Børnenes sommerbog
I skolernes sommerferie bliver der læst bøger – stakkevis af bøger. Der bliver læst på bagsædet, flysædet og i hængekøjen.
Traditionen tro bliver den populære læsekampagne 'Sommerbogen' skudt i gang inden skoleåret slutter og det skaber travlhed på børnebibliotekerne i Køge Kommune. Sommerbogen er for børn i alderen 6 til 16 år og går ud på, at de læser og anmelder tre bøger. Som belønning får de alle en spritny bog. Anmelder de 7 til 14-årige på Biblo.dk er deogså med i landsdækkende lodtrækninger, bl.a. bliver der trukket lod om fire iPad Mini.
"Sidste år uddelte KøgeBibliotekerne 339 boggaver til læseglade børn. Som børnebibliotekar gør vi os stor umage med at finde de helt rigtige bøger til hvert enkelt barn. Bøgerne skal matche interesse, sideantal og niveau sådan at børnene får en god læseoplevelse. Det skal være sjovt at være med. Sommerbogen handler først og fremmest om læselyst," fortæller børnebibliotekar Pia Knudsen.
Tips fra børnebibliotekaren
Ib i en sø: Den allerførste læsning, for børnehaveklassebørn kan også være med i Sommerbogen.
1. verdenskrig: Fra serien - De små fagbøger.
Dumme far siger jeg bare: 1. del af en letlæst serie om 9-årige Sara.
Djævelens øjne: Pirater, gys og gru – en rigtig god bog
Kampen mod superbitchene: En sjov og sej bog om mobning.
Rød dronning: Starten på en ny fantasyserie om bedrag, kærlighed og magt.