Fortsæt til indhold

De cykler for børn med kræft

Op mod 55 cykelryttere fra Køge kører 100 kilometer fra Sakskøbing til Køge fredag den 17. juni for at støtte Børnecancerfonden

Arkiv
Martin Rasmussen

Der er langt fra Sakskøbing til Køge - omkring 100 kilometer - men måske føles cykelturen noget mere overkommelig, når man cykler for et godt formål.
Det finder en flok cykelryttere fra Køge ud af denne fredag, når de sætter sig på cyklerne i Sakskøbing for at køre mod Køge. Etapen er en del af et Danmark Rundt-løb, hvor syv ryttere kører hele ruten med det formål at rejse penge til Børnecancerfonden, og omkring 55 ryttere forventes at være med på turen fra Sakskøbing til Køge.
Bag intiativet står Køge Håndbold og erhvervsnetværket 4600 Køge Håndbold, lige som Spar Nord Køge Bugt er medarrangør. Med på turen er blandt andet ti spillere og ledere fra håndboldklubben og i øvrigt også fire fra LørdagsAvisen, lige som Spar Nord-direktør Jesper Køster også vil være med i feltet, som ventes at ankomme hos Spar Nord omkring klokken 14.30 fredag eftermiddag, hvor byrådets kultur- og idrætsudvalgsformand, Anette Simoni, tager imod.
"Vi kører i et roligt tempo, hvor alle kan være med," lover Kent Ankersen, Køge Håndbold.
Der er sat seks timer af til turen, og der vil være flere pauser undervejs - inklusiv en frokostpause. Det koster 300 kroner at deltage - pengene går ubeskåret til kræftramte børn og deres familier.
Der er afgang med bus fra Spar Nord i Køge klokken 7.30 om morgenen, og i skrivende stund er der plads til flere i bussen. Interesserede kan henvende sig til Kent Ankersen på tlf. 20270579.
En række lokale virksomheder bakker i øvrigt op om den gode sag. For eksempel stiller Herfølge Turistfart en bus til rådighed til transport af cykelholdet fra Køge til Sakskøbing. CT Flyt og Service står for transport af cykler fra Køge til Sakskøbing i en flyttebil. Krohns Køkken har sponsoreret forplejning til rytterne, og Hotel Niels Juel stiller værelser til rådighed uden beregning til de syv ryttere, der kører Danmark rundt.