Team Tordenjet gør historien levende
Team Tordenjet Skrydstrup og Lokalhistorisk Forening sætter deres helt eget præg på Air Show 2016
Der bliver fart over feltet og historien bliver levende, når Fighter Wing Skrydstrup åbner dørene for Danish Air Show 2016 søndag 19. juni med både fly og udstillinger på programmet.
Også Team Tordenjet Skrydstrup, der varetager flyvevåbnets historiske samling, er klar med en udstilling, for netop historien er ikke til at komme udenom. De omkring 35 medlemmer af Team Tordenjet repræsenterer hen ved 1000 arbejdsår på den lokale flyvestation og har en bred vifte af jobfunktioner. Og det er netop resultatet af de mange arbejdstimer, som de pensionerede soldater lægger for dagen til onsdagsmøderne, som Air Showets gæster får glæde af.
“Vi har rigtig meget at byde på. Blandt andet har vi arbejdet på en tidslinje fra 1943 – 2006 med historien fortalt i skrift og fotos,” siger Team Tordenjets formand, Hans Kristoffer Christensen. Han tilføjer, at en gruppe “tordenjettere” også har arbejdet med at restaurere gamle fly, vogne og motorcykler i hangaren.
“Smedegruppen i Team Tordenjet bidrager med en nyrenoveret F-100 til udstillingen,” tilføjer formanden, som atter har allieret sig med Lokalhistorisk Forening for Vojens og omegn.
“Lokalforeningen bidrager med en udstilling omkring de to flygtningelejre i Skrydstrup efter krigen, mens vi fra Team Tordenjet supplerer med Flyvestations Skrydstrups historie, samt en udstilling med emnet jagerfly gennem tiden fra 1945 og til 2016.”