Fortsæt til indhold

Drømmetur til femårig Star Wars-fan fra Solrød

Femårige Alex Mortensen fra Solrød fik en tur til Disneyland for hele familien i forbindelse med Make-a-Wish Ønskefondens arrangement Ønskeløbet i Albertslund

Arkiv
Martin Rasmussen

5-årige Alex Mortensen fra Solrød kan se frem til en oplevelse for livet, når han inden længe sammen med resten af familien sætter kurs mod USA.
Den flotte gave fik han i forbindelse med Ønskeløbet i Albertslund i weekenden. Løbet arrangeres af Make-a-Wish Ønskefonden, og det hører med til traditionen, at et barn kan få sit største ønske opfyldt.
Alex Mortensen, der har været ramt af alvorlig sygdom, er kæmpe Star Wars-fan, og konferencier Sisse Fisker kaldte ham og hans far på scenen for at fortælle ham, at han og hans familie skal en tur til Disneyland for at komme tæt på sine helte fra Star Wars-universet. Den flotte overraskelse blev leveret med stormtroopers på scenen og musik fra de populære film i baggrunden, og nu kan hele familien altså se frem til en drømmetur takket være Make-a-Wish Ønskefonden.