Onsdag formiddag er for de mindste
Onsdag den 17. august åbner Gl. Haderslev Kirke for et nyt tilbud til børn i alderen 1-5 år og deres voksne
Onsdag 17. august begynder et nyt børnetilbud i Gl. Haderslev Kirke for 1-5 årige.
For to år siden måtte kirken lukke en ellers velbesøgt legestue, da sognemedhjælperen stoppede. Siden er der løbende kommet forespørgsler om at starte et lignende tilbud op igen. Siden januar har organist Judith Kristesen og Kirke- og kulturmedarbejder Vibeke Hansen Vibe været på inspirationsture til forskellige kirkelige børnetilbud.
”Da Domsognet har et rigtig godt legestuetilbud, ville vi prøve at lave et lidt anderledes tilbud. Vores organist Judith Kristesen har gode erfaringer med babysalmesang, hvor musikken giver forældre og babyer en særlig form for nærvær, i forhold til det man er vant til i en travl hverdag. Det ville vi gerne prøve at kombinere med de gode elementer fra den traditionelle legestue. Hvor man er sammen om fri leg, kreativitet og spisefællesskab på en hverdagsagtig måde. Det er der altså kommet ”Musik og Leg” ud af”, fortæller Vibeke.