Børnenes landsby blomstrer
Det bliver nu endnu sjovere for børnene at besøge Den Fynske Landsby. For de har fået 48.200 kr. af Albani Fonden til det nye børneområde “Børnenes Landsby”. Det oplyser Odense Bys Museer i en pressemeddelelse.
Den udfordrende naturbane “Ind i naturen” bliver udbygget med fire nye forhindringselementer, så børnene nu kan have endnu mere sjov med at gå armgang, stå på balancebom og undgå banens forhindringer.
Banen er en del af det nye område “Børnenes Landsby”, som er et nyt lege- og læringsområde for de små gæster. Her kan de prøve kræfter med 1800-tallets landsbysamfund ved at besøge “Bondegårdens dyr”, hvor de kan kravle og ride på en ko, der er udskåret i træ.
“Børnenes Landsby” er ikke fuldt finansieret, men museumsdirektør Lise Gerda Knudsen håber, at flere vil følge i Albani Fondens fodspor og donere penge til en aktiv museumsoplevelse på børnenes præmisser. (ost)