MacDonald-projekt fører til ny legeplads i Odense
Ny bevægelsesplads opføres snart i Skibhuskvarteret
For cirka tre uger siden var sundhedseksperten Chris MacDonald i den fynske hovedstad. 1000 odenseanere havde fornøjelsen af at gå en tur ved Fruens Bøge med den smilende amerikaner.
Formålet var at samle penge ind til en ny bevægelsesplads i Odense. Takket være det flotte fremmøde og venlige sponsorer er det nu lykkedes at rejse så mange penge, at den nye bevægelsesplads snart skal bygges i Odense.
Det bliver i Skibhuskvarteret. I Svanedammen, der er en park på 20.000 kvadratmeter. Det grønne område ligger mellem Svanevej og Kochsgade.
Legepladsen kommer til at indeholde et stort klatrenet, muligvis andre bevægelsesmuligheder og en infotavle med råd til, hvordan børn og voksne kan bevæge sig sammen.
De borgere, der deltog i den velgørende gåtur i Odense og dem, der involverede sig i begivenheden på Facebook, havde ret til at stemme.
Med 656 stemmer løb Kochsgade med sejren - tæt forfulgt af Højstrup/Bolbroparken, der fik 623.
MacDonalds nye projekt
Som avisen tidligere har skrevet, er Chris MacDonald for tiden på rundtur i Danmark med sin nye non-profit organisation, Just Human.
Et projekt, der går ud på, at trivslen blandt danskerne skal blive bedre.
“Vi ved, at det kan styrke din trivsel, når du har mulighed for at bevæge dig udendørs og sammen med andre mennesker. Det er derfor, vi ønsker at opføre flere bevægelsespladser rundt i landet, så datter, mor, bedsteforældre og kammerater kan bevæge sig sammen,” siger direktør i Just Human, Ida Enghave.
Kampagnen “Walk & Talk” giver borgere mulighed for at gå en gratis tur sammen med Chris MacDonald. Just Human har arrangeret to Walk & Talk i København og én i Odense.
“Odense-virksomheden Kompan er hovedsponsor. De udvikler og producerer legepladserne sammen med os. Derudover har vi haft indtægter på sponsorater fra virksomheder, salg af t-shirts, bøger og donationer på mobilepay,” fortæller Ida Enghave.
Næste “Walk and Talk” bliver i Jylland.