Fortsæt til indhold

RO's Torv rykker til Stændertorvet

Cykelløb for børn og koncert med Billy Cross

Arkiv
Anette Gundlach

For første gang i verdenshistorien rykker RO's Torv på Stændertorvet.
Det bliver med en koncert med sangeren Billy Cross og et cykelløb for børn, der begge dele foregår søndag 19. juni.
Centerleder på torvet Lisbeth Wilstrup forklarer, at det usædvanlige tiltag er blevet til, fordi RO's Torv gerne vil samarbejde med resten af byen.
- Vi rækker hånden ud og håber på at blive taget godt i mod, siger Lisbeth Wilstrup, der glæder sig til den usædvanlige dag, hvor centret har slået teltpløkkene i bymidten.

Billy Cross optræder på Stændertorvet 19. juni.

Cykelløb for børn

Dagen starter med RO's cykelløb for børn, hvor poder i alderen 6 til 12 år får lov til at køre i tre alders-inddelte grupper.
Deltagerne får et startnummer, en juice og et stykke frugt, så der er brændstof til benene.
Derudover får alle en t-shirt at køre i og en medalje for at have deltaget.
Børnene skal bare møde om med cykel og hjelm i god tid ved RO's Torvs telt på Stændertorvet. Løbet starter 10.30. Der er ingen tilmelding. Ruten er uden biler.
Der er præmier til de tre hurtigste børn i hver alderskategori.

Billy Cross på torvet

Musikeren Billy Cross optræder mellem Børnecykelløb og Stjerneløb på dagen, hvor de to-hjulede kommer til at køre gennem byen.
Man kan se og høre sangeren kl. 13.30 og igen kl. 14.30 på Stændertorvet.
Billy Cross formidler forskellige musikalske verdener – fra Blues til Rock og fra New York til Nykøbing Falster.
I dagens anledning kan man også deltage i en konkurrence, hvor der er mulighed for at vinde rejsegavekort på 15.000 og 5.000 kroner. En cykel og solbriller. Man skal bare udfylde og aflevere kuponen, som man finder i Roskilde Avis eller på Stændertorvet 19. juni. Den skal afleveres senest 26. juni på RO-s Torv.

Se ruten her.


Billy Cross
Optræder på Stændertorvet kl. 13.30 og 14.30.