Sommerkoncert i Ølsemagle Kirke
Aspirata Vocalis giver sommerkoncert tirsdag den 21. juni
Der er sommerkoncert i Ølsemagle Kirke tirsdag den 21. juni klokken 19.30. Voksenkoret Aspirata Vocalis synger sommeren ind i Ølsemagle Kirke under ledelse af dirigent Jan Røeboe og akkompagneret af Martin Norddahl.
Ved koncerten kan publikum blandt andet høre John Høybyes skønne perle ”Vidunderlige lille land” med tekst af Eva Chortsen, der handler om vores eget land, om ligeværd og den mangfoldighed, der rusker op i os, fordi der i forskellighed og fornyelse er en rigdom at hente.
På repertoiret er også Carl Nielsens ”Våren, Våren er i brud” og ”Hvor sødt i sommeraftenstunden” og andre danske sommersange. Der er også uddrag af Haydns ”Missa Brevis” ”Kyrie, Gloria, Angus Dei” og Edward Elgars ”As Torrents” og ”Dirait-on” fra ”Les Chantons des roses” af Morten Lauridsen. Der synges både a cappella og med musikledsagelse.
Efter koncerten er der traditionen tro stående taffel på kirkens parkeringsplads med servering af grillpølser, øl og sodavand.
Alle er velkomne, der er fri entré og mulighed for at bestille kirkebil.