Ministeren besøgte sin gamle skole
Lars Chr. Lilleholt holdt klimaoplæg på Giersings Realskole
En times tid var energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i fredags på sin gamle privatskole, før han igen satte sig ind i sin store Mercedes S500 hybridministerbil og kørte ud for at være med til åbningen af Det Fynske Dyrskue.
“Hvor er det dejligt at være tilbage,” sagde ministeren som det første til eleverne fra Giersing Realskoles tre 8. klasser, som i dagens anledning skulle undervises i klimaforandringer, den globale klimaftale kaldet Parisaftalen og Danmarks rolle i den grønne omstilling.
“Klimaet er faktisk ret vigtigt. Det påvirker os allesammen, og det kan have alvorlige konsekvenser, hvis vi ikke tænker os om,” lagde Venstremanden, hvis regeringsparti har mødt stor kritik for at nedprioritere den grønne politik, ud, før han fortsatte med et slideshow og til sidst modtog spørgsmål fra de skarpe elever.
Imponeret over viden
Og der var mange gode spørgsmål, vurderede ministeren efterfølgende.
“Eleverne var rigtig gode. Jeg var meget glad for at opleve, hvor meget de børn rent faktisk ved om klima og miljø. Det overraskede mig faktisk. De havde langt større viden, end jeg havde forestillet mig,” siger Lars Chr. Lilleholt, som også måtte svare på en del kritiske spørgsmål fra de kommende vælgere.
Han blev blandt andet spurgt til, om Danmark har råd til den grønne omstilling, hvordan skattepengene prioriteres, og hvad han selv gør for at leve bæredygtigt.
“Det var jeg faktisk glad for, for det viser, at de går op i det. Derfor er det også vigtigt at lytte til dem.”
Vigtig rolle
Ifølge ministeren var det første gang, han var ude at besøge en skole for at tale om det vigtige emne.
Men det er bestemt ikke sidste gang, slår han fast.
“Børnene spiller en vigtig rolle i at begrænse klimaforandringerne, og skal vi lykkes med at gøre en forskel, så er det vigtigt at have dem med. Derfor vil jeg ligesom i dag tage rundt på skolerne, når jeg alligevel har en times tid og er rundt omkring i landet,” bedyrer Lars Chr. Lilleholt, der er glad for, at klima og miljø i dag er en vigtig del af de unges bevidsthed.
“Da jeg gik på Giersings Realskole fyldte det ingenting, for det var ikke noget, man snakkede om dengang. Det er det nu, og elevernes engagement er dybt imponerende.”