Fortsæt til indhold

Musicalperformere i Fredericia klar til årets showcase

Arkiv
Arkiv

Der bygges, danses, svedes og synges i disse dage om kap på Musicalakademiet, hvor forberedelserne til årets showcase er i fuld gang. Traditionen tro byder den årlige afgangsforestilling på en præsentation af de otte nyuddannede musicalperformere i to forskellige opsætninger, og i år er valget faldet på Sweet Charity og Spring Awakening, oplyser Musicalakademiet i en pressemeddelelse.
Sweet Charity er fortællingen om Charity Valentine, som er den fødte optimist, selvom hun mest bliver udnyttet af de mænd, hun danser for på gentleman-klubben Fandango. En dag banker kærligheden dog på i skikkelse af den rettroende revisor Oscar – men kan han elske hende, hvis han kender hendes virkelige profession? Musikalsk byder den prisbelønnede forestilling på et herligt genhør med kendte og elskede show-klassikere som “Big Spender” og “If they could see me now”, hvor scenen er sat på Times Square – i byen, der aldrig sover, og hvor de knuste hjerter lurer lige under den glamourøse overflade. Instruktion og koreografi ligger i kyndige hænder hos engelske Lisa Kent, som er en ofte benyttet muscial-kapacitet i både Danmark og udlandet.
Efter pausen skifter scenen til 1890'ernes Tyskland og til forestillingen Spring Awakening, hvor viljestærke Melchior mødes og tiltrækkes af den naive Wendla, samtidig med at den nervøse Moritz kæmper med at leve op til samfundets strenge normer. Med kun hinanden som vejvisere drager flokken af unge ud for at finde sig selv på rejsen mod voksenlivet, hvor krop og sjæl forandres for altid. Her tages emner som moral, seksualitet, drømme og undertrykkelse under kærlig behandling, og denne 8-dobbelte Tony Award-vindende musical er en kraftfuld poetisk hyldest til ungdom og oprør. Også her er instruktion og koreografi overladt til en af de dygtigste inden for genren, nemlig amerikanske Lynne Formato, som tidligere har iscenesat og koreograferet Fredericia Teaters succesfulde Disney-forestillinger.
”Med disse to meget forskellige forestillinger får vi virkelig vist både årets nyuddannede musicalperformere og musicalgenren fra mange sider. Det er en stor udfordring for alle involverede at skulle spænde så vidt, men alle vores studerende har øjnene fast rettet mod målet, og jeg tør godt love publikum en oplevelses- og farverig aften i teatret,” siger Thomas Agerholm, leder af Musicalakademiet og producent på årets afgangsforestilling.