Oplev Lillebælts hemmeligheder
Under overskriften 'Lillebælts hemmeligheder' får vandhunde, naturelskere og andre, som er vilde med vand, mulighed for at udforske og afprøve, hvad Lillebælt kan byde på.
Fredericia Kommune og Naturpark Lillebælt sætter fokus på livet i Lillebælt søndag 19. juni kl. 10-16, Lyngsodde, under den nye Lillebæltsbro. Det sker i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden, dykkerklubben Aktiv, Fredericia Kajaklub og Danmarks Naturfredningsforening.
Lokale fiskere tømmer deres fangst i rørebassiner på stranden.
Hav- og naturformidler Peter Skødt Knudsen og hans snorkle-crew tager dig med på en uforglemmelig snorkeltur. Det er gratis at låne udstyr.
Du kan også fiske - og få fiskesmagsprøver, når kokke fra Kringsminde Museumsgård går i 'køkkenet'.
Elever fra Rødkilde Gymnasium dissekerer fisk og viser hvordan et stenrev er bygget op. Du kan også blive klogere i en naturquiz om naturen hos Danmarks Naturfredningsforening. Og Dykkerklubben Aktiv og Fredericia Kajakklub giver dig en introduktion til deres vandsport.