Fortsæt til indhold

Saftige spareribs på Havnen

Er du til store bøffer eller ribs med rigeligt barbeque, så kan du glæde dig til, at Rib House åbner på Havnen

Arkiv
Af Katrine Thorlund

Udvalget af spisesteder bliver større i Køge. Nu kan Køge se frem til, at Rib House slår dørene op.
Rib House flytter ind i Toldbodens gamle lokaler, og fremover vil du altså kunne nyde alt fra de kendte spareribs, rib eye og hot wings.
"Vi håber på at åbne ultimo 2016. Vi starter arbejdet med at tilføje 550 kvm i gården ganske snart. Vi fører bygningen tilbage til det oprindelig, så eksempelvis vinduerne på første sal bliver lavet om til almindelige vinduer. Restauranten kommer til at indeholde det sidste nye af alt. Vi installerer et ventilationsanlæg med kulfilter, så det ikke kan lugtes udenfor, at der ligger en restaurant," fortæller Jens Benzer, indehaver af Rib House i Køge.
Med en menu bestående af eksempelvis spareribs, salatbar, forskellige kartofler, sauce og isbar kan de fleste nok få stillet sulten.
"Vi kommer med store saftige bøffer, og vi laver alting fra bunden. Vi skærer selv vores kød, som kommer fra samme leverandør, som leverer til Mash. Det er kød af høj kvalitet, og vi glæder os til at tilbyde køgenserne nogle gode bøffer og ribs," siger Jens Benzer.