Ny restaurant og nyt koncept
Den 30. september åbner kæden sin anden restaurant i Fredericia. Tæt ved motorvejen
Om tre og en halv måned får Fredericia sin anden McDonald's-restaurant.
Den kommer til at ligge ved siden af Løvbjerg, helt ud til motorvejs-rampe 59.
Peter Larsen er franchisetager på den nye restaurant. Og han glæder sig til at slå dørene op til en restaurant, der på flere måder bliver anderledes, end folk er vant til.
“Den bliver i to etager. Vi indretter den med mange skærme rundt omkring i stedet for de plakater, der ses i mange andre restauranter. Og så få den et stort legeland, hvor man kan brænde noget energi af,” siger han.
Men en af de største nyskabelser bliver, at restauranten indrettes med konceptet Din McDonald's.
“Det betyder, at folk kan bestille via store iPhone-lignende skærme. Her kan de selv vælge, om deres burger skal have en ekstra skive ost eller lignende. Og så laver vi først maden, når den er bestilt,” siger Peter Larsen.
Men koster det ikke på hurtigheden?
“Jo, måske. Men kun ganske lidt. Til gengæld er din mad helt frisk og lavet præcis, som du ønsker den,” siger han.
Konceptet er foreløbig testet på en lille håndfuld danske restauranter.
“Og det har fungeret i USA i flere år. Det fungerer rigtig godt,” siger Peter Larsen, som tilføjer:
“Men man kan også bestille ved den personlige betjening eller i McDrive.”
Fredag og lørdag bliver der døgnåbent.
Arbejdspladser
Den nye restaurant er ved at blive bygget. Peter Larsen forventer, at den vil stå klar med indretning og udstyr en uge før åbningen.
“Så kan vi bruge en uges tid på at køre personalet ind. Nogle af dem vil have erfaring, andre vil være nye. Men uanset hvad, skal man lige have en chance for at vænne sig til en ny restaurant med en anderledes indretning.”
Det er svært at sige med sikkerhed, hvor mange nye arbejdspladser, restauranten skaber.
“Men vi regner med at skulle bruge omkring 60 medarbejdere, hvoraf cirka 25 bliver fuldtidsansatte,” siger Peter Larsen.
På længere sigt håber han at få brug for endnu flere.
Ny vej anlægges
I forbindelse med, at restauranten bygges, etableres der også en ny vej, så bilister kan komme direkte fra Snoghøj Landevej og motorvejs-rampen ind til restauranten.
“Så bilisterne skal altså ikke hen og ind via Strevelinsvej,” siger Peter Larsen.
Han kan ikke lægge skjul på, at han ser frem til at åbne.
“Jeg glæder mig helt vildt. Så meget, at jeg kan drømme om det om natten.”
Både Peter Larsen og hans hustru arbejder i McDonald's, så selvom de farer rundt i hver sin bil mellem deres restauranter, snakkes der en del om McDonald's i deres hjem i Jelling.
“Ja, det fylder en lille smule,” siger han og smiler af sin egen underdrivelse.