Danfoss top i regeringens produktionspanel
15 medlemmer med viden om den digitale udvikling og dansk erhvervsliv skal komme med anbefalinger til regeringen
Med topdirektører fra Danfoss, Google, Novozymes, Universal Robots, Danish Crown og medlemmer fra World Economic Forum og fagbevægelsen, har Erhvervs- og Vækstministeren sammensat et slagkraftigt Produktionspanel 4.0. Det skal bringe den digitale omstilling op fart.
"Jeg er meget glad for, at vi har kunnet sammensætte så slagkraftigt et panel, der har bred og dyb viden om de udfordringer og muligheder, som den accelererende digitale omstilling bringer. Jeg har stor tiltro til, at panelet kan lave nogle ambitiøse og perspektivrige anbefalinger til at give Danmark en digital førertrøje på," lyder det fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.
Digitale muligheder
Regeringens Produktionspanel 4.0 får blandt andet til opgave at se på, hvordan virksomheder i hele Danmark - særligt de små- og mellemstore - udnytter data, robotter og de digitale muligheder, som lige nu er i hastig udvikling.
Panelet skal f.eks. se på barrierer for investeringer, kompetencer og det offentliges rolle i at understøtte, at virksomhederne får et digitalt løft.
Vækst og konkurrenceevne
"Vi har et godt digitalt udgangspunkt, men udviklingen accelererer lige nu kraftigt, og det er afgørende for dansk erhvervslivs vækst og konkurrenceevne, at vi udnytter mulighederne i industrialisering 4.0. Særligt blandt de små og mellemstore virksomheder er der plads til at rykke hurtigere på den digitale udvikling," siger Troels Lund Poulsen
Formanden for produktionspanel 4.0 er koncernchef/CEO i Danfoss Niels B. Christiansen, som viderefører arbejdet fra Produktionspanelet.
Produktionspanel 4.0 afleverer sine anbefalinger til regeringen i april 2017.