Tidligere snerydning på vej
En del veje i Fredericia skal sneryddes tidligere for at hjælpe morgentrafikken
Når det engang igen bliver vinter, vil den kommunale snerydning på en del veje begynde tidligere om morgenen, end det hidtil er sket. Det har Fredericias miljø- og teknikudvalg besluttet.
Hidtil er rydningen og saltningen af såkaldte Klasse 2-veje og -stier først begyndt klokken fem om morgenen.
Men efter henvendelse fra erhvervslivet, som rigtig gerne så vejene ryddet og saltet lidt tidligere, har kommunen besluttet sig for at fremrykke starttidspunktet med en time. Dels for at sikre mere sikker trafik for bilister og cyklister i de tidligste morgentimer, men også for at hjælpe sneplovene og saltvognene, som dermed ikke skal kæmpe med helt så megen morgentrafik.
En times tidligere opstart vil på en normal vinter koste 200.000 kroner, hvilket udvalget godt kan skaffe. Men ved en hård vinter, koster det over en million - så det håber udvalget ikke på.
Billig vinter er ovre
Vinteren 2015-2016 bød kun på 21 udkald til saltning af lokale veje. Og kun seks gange, hvor der skulle ryddes sne.
Det gjorde vinteren forholdsvis billig med hensyn til snerydning.
Til gengæld skete der for et halvt års siden en lovændring, der pålagde kommunen ansvaret for snerydning på nogle fortove, der tidligere skulle sneryddes af ejeren.
Det gav anledning til lidt forvirring og spørgsmål. En enkelt sted har en grundejerforening meddelt kommunen, at de nok selv skal klare den opgave uden beregning.
Flere steder har kommunen valgt at opklassificere veje og cykelstier, så snerydningen skulle være sikret. Det er blandt andet cykelstien langs Lyngsoddevej, Stenhøjvej og Mølleskovvej i Erritsø.