Fortsæt til indhold

P-bøderegn i Trekroner

Politikerne vil at vi tager toget, men straffer os med afgifter, oplever pendler Michael Petersen

Arkiv
Anette Gundlach

Hver eneste dag får mange mennesker en p-afgift, når de parkerer på p-pladsen på Trekroner Station, fortæller Michael Petersen, der selv sætter sin bil på stedet hver morgen. Han har endnu aldrig selv fået en regning i ruden, men har set det hos mange af de andre, når han henter sin bil om eftermiddagen. - Jeg kommer som en af de første om morgenen, derfor er jeg så heldig, at der er masser af plads til min bil, siger bilejeren. Men han ser, at flere andre pendlere er nødt til at sætte bilen i rabatten eller andre steder, hvor det ikke er lovligt, fordi der ikke er flere ledige steder på p-pladsen, hvor 120 biler kan parkere. De får en både. - Jeg synes, det er mærkeligt, at politikerne opfordrer os til at tage toget, men samtidig straffer os med afgifter, når vi gør det. - Når man ønsker at sende folk med det offentlige, bør man også lave plads til os, i stedet for at få lette penge i kassen på denne måde.

Problem i Trekroner

Park- og vejchef Ivan Hyllested er klar over, at der er for få parkeringspladser i Trekroner. Forvaltningen er derfor ved at indgå aftaler om mere parkering i form af et par hundrede ekstra pladser. Indtil videre opfordrer vejchefen til, at pendlerne benytter sig af de omkring 150 p-pladser, der er ved Bauhaus, og som er cirka 100 meter væk fra stationen. Ivan Hyllested forklarer, at Bauhaus på et tidspunkt spærrede p-pladsen af for at undgå ræs på stedet, men det er der ændret på. - Pladsen skal være åben for alle døgnet rundt, det står der i lokalplanen.

Nye pladser på vej

I fremtiden kommer pendlere til at kunne benytte sig af flere hundrede ekstra pladser til deres langtidsparkerede bil i Trekroner. - Vi er ved at forhandle med Banedanmark om at få etableret omkring100 p-pladser ved tunnelen på stationen. De bliver meget attraktive, da de kun er 30 meter væk, siger Ivan Hyllested. Han har også indgået aftale med virksomheden AKF Koncernen, der er i gang med at bygge i Trekroner. Virksomheden har foreløbigt etableret p-pladser til deres egne biler, mens byggeriet er i gang. - Pladserne skal blive liggende til os, så pendlerne kan bruge dem efterfølgende, siger Ivan Hyllested. ag@roskildeavis.dk