Fortsæt til indhold

Mesterskaber med topklasse - og plads til sjov

Det forrygende sommervejr satte sit positive præg på fem dage med danmarksmesterskaber på Tågerup

Arkiv
Peter Rasmussen

I fem dage blev der blevet kæmpet om medaljer, rosetter og præmier ved danmarksmesterskaberne i ridebanespringning på Tågerup ved Sommersted. Og Andreas og Christian Schou, der for sjette år i træk stod for arrangementet, kan se tilbage på et velbesøgt og vellykket stævne.
Det forrygende sommervejr samlede et stort publikum, der levede engageret med i springningen. Der blev sagt næh, uuhh og gik et suk gennem forsamlingen for hver bom, der faldt til jorden.
Der er kåret mestre i tre kategorier – Absolute Horses DRF-mesterskab for junior (U18), Jyske Bank DRF-mesterskab for youngrider (U21) og som en forrygende afslutning finalen i First DM for senior.
Her vandt berider og førsterytter hos Stutteri Ask, Søren Møller Nielsen på Velerne, som havde ført hele vejen. Men han måtte ud i en omspringning mod Thomas Velin på Chopin van het Moleieind, før guldet var hjemme. Efter tre nulrunder fik Søren Møller Nielsen nemlig en nedrivning og stod lige med Thomas Velin.
De var begge fejfrie i omspringningen, men Søren Møller Nielsen var hurtigst.
Bronzemedaljen gik til Søren Nørgaard Pedersen på Tailormade Carina. Den lokale rytter, Martin Neergaaard, der rider for Absolute Horses, lå på andenpladsen efter de første to runder, men nedrivninger i de to sidste sendte ham på en delt fjerdeplads.
I Jyske Bank DRF-mesterskab for Youngrider (U21) var der guld til Lejse V. Bramminge på Cascada, der red nul hele vejen. Tre ryttere red om om sølv og bronze. Bedst blev Emil Hallundbæk på Allstar, mens Martin Mose Knudsen på Candy K, fik bronze. Ved Absolute Horses DRF-mesterskab for junior (U18) vandt Benedikte Truelsen på Cassina X i omspringning med fire andre. Der var sølv til Helena Blach på Ace of Corrabel og bronze til Christina Nielsen på Griffin.

Godt besøgt

Der var trængsel både på tribunen, langs banen og i cafeteriet, som Absolute Horses i år selv stod for driften af med hjælp fra en kok.
En række firmaer med rideudstyr var med på pladsen og dertil kom muligheden for at prøve at køre i en Jaguar eller en Land Rover.
Børnene kunne more sig i en hoppeborg eller lege heste på en minispringbane. Der var også tænkt på VIP-gæsterne, som ud over at hygge sig i VIP-teltet kunne besøge vinlounge fra Østjysk Vinforsyning og maleriudstilling fra Galleri Lien.

Søren Møller Nielsen på Valerne vandt DM-guldet. Han ses her i midten med sølvvinderen Thomas Velin til højre og bronzevinderen Søren Nørgaard Pedersen, men var lige ved at tabe det på sidste forhindring.
Der blev hygget i sommervarmen. Rigtig mange besøgte stævnet.
Springbanen fik jævnligt en gang vand.
Børnene kunne lege i hoppeborge.