Fortsæt til indhold

Lunderskov er tilflytternes foretrukne

Gode pendlermuligheder og muligheden for det gode familieliv er attraktivt

Arkiv
Simon Carlson

Det har længe været de mindre byers lod, at de er blevet valgt fra, når den fremtidige bosætning skal besluttes, men en række byer har formået at knække kurven, og her er Lunderskov et af de steder, som flere og flere vælger til. Det viser en ny analyse, som Kommunernes Landsforening har foretaget.
Her fremgår det, at blandt andet Lunderskov de seneste år har oplevet en gedigen tilflyttervækst.
Ifølge analysen har Lunderskov haft en vækst på mellem 10 og 14 procent over de seneste 10 år, og det er faktisk en procentuel befolkningstilvækst på højde med hovedstaden.

Gode muligheder

Det kommer ikke bag på borgmester Jørn Pedersen (V), at der er flere, der finder Lunderskov attraktiv.
“Byen ligger bare rigtig godt lige ved motorvejen, og det gør det til et godt sted at bo i forhold til pendling. Årsagen til vækst skal også findes i, at vi klart har meldt ud, at vi satser på hele kommunen, og i Lunderskov har vi blandt andet udbygget daginstitutioner og forbedret skolen for at vise en by i udvikling frem for afvikling,” siger Jørn Pedersen, der lægger vægt på, at en stor del af dem, der vælger at etablere sig i for eksempel Lunderskov er tilflyttere fra et andet sted i kommunen.
“En del af strategien er at tiltrække folk til hovedbyen Kolding som studieby og så vise, hvad vi ellers har at byde på i kommunen. Der betyder det jo også helt sikkert noget, at man boligerne er lidt billgere, så man kan få lidt flere kvadratmeter til færre penge,” siger Jørn Pedersen.
Lokalrådsformand: Vi er tæt på alting

Udfordring med landsbyer

Det er også et af de punkter, som eksperterne peger på, når de skal forklare udviklingen for byer i Lunderskovs størrelse. Analysen fra Kommunernes Landsforening viser, at det hovedsageligt er byer på mellem 2000 og 5000 indbyggere, der oplever vækst i denne størrelsesorden.
Fra 2006 til 2016 er befolkningstallet i Danmark således steget med 5,2 procent, mens det i gennemsnit er steget med 6,6 procent i byer af Lunderskovs størrelse, og det giver god mening, at det netop er byer i denne størrelse der vinder frem, siger Anne-Mette Hjalager, professor og leder af Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet.
“Især for familier handler bosætning om huspriser og skolemuligheder, ligesom de ser på, om der er et serviceniveau, så man kan have et almindeligt familieliv. Når man nu ikke har råd til at få en villa på Strandvejen, så er den her slags byer et fornuftigt alternativ, hvor et almindeligt familieliv kan køre rundt,” siger Anne-Mette Hjalager til Kommunernes Landsforenings blad Momentum.
Det betyder også, at udviklingen for de små landsbyer stadig er negativ, fordi folk søger hen, hvor der er lidt flere tilbud, og det kræver fortsat opmærksomhed, mener borgmester Jørn Pedersen.
“Fra politisk side handler det om at vise, at vi gerne vil hele kommunen ved fortsat at lave boligudstykninger. Der er jo ingen, der har lyst til at flytte et sted hen, der er tvivl om, så det er den måde, vi skal forsøge at øge bosætningerne i de mindre befolkede områder med yngre mennesker,” siger Jørn Pedersen.