Jo mindre mellemrum, der er mellem os, jo mere plads er der

Tingene i bogen er overhovedet ikke, som de plejer. Bølgerne ved Svineryggen, parkeringshuset midt i byen og paraplyerne i Midtpunktet.
Vejle får i Henriks optik et tvist. For bag det synlige gemmer der sig flere dybder.
“Jeg kigger meget på mellemrummene. Min hverdag består af at skabe mindre mellemrum mellem mennesker og skabe kontakt. Jo mindre mellemrum mellem mennesker, jo mere plads er der til os. Jo mere kontakt og dialog vi har, jo mere forståelse har vi for os alle, og jo mere plads giver det os,” siger Henrik Elkjær og fortsætter:
“Jeg kigger meget på, hvad der foregår omkring mig, og hvad er det, jeg har lyst til at være en del af, og hvad har jeg absolut ikke lyst til at være en del af. Og hvad gør det ved mig? Noget af det isolerer mig på en god måde og er rart, og andet isolerer mig og gør mig ensom og alene,” siger han hen over kaffen og den friskbagte kage fra eget bageri.
Han er den ene af bagmændene bag Brød & Co i Vejle Midtpunkt, men i denne historie er han ikke bager, men opleveren Henrik. Forfatteren Henrik. For han har udgivet bogen 'Isolering'.
Henrik er en mand som gerne stopper op med eller uden kameraet i hånden og kigger nærmere på den by, som har været med til at ælte og forme ham til den, han er.
Og det er der kommet en bog ud af med store billeder, der er bearbejdet grafisk og tilhørende tekster, der understøtter tankerne bag billederne. Formatet er skævt. En lidt underlig størrelse, hvilket er et bevidst valg.
“Når man har bogen i hånden, bliver man nødt til at tænke på den. Det specielle format kræver ens opmærksomhed. Jeg er mand, der har gjort erfaringer, og det er de erfaringer, jeg prøver at trække med ind i bogen,” forklarer han.

Bredeste skuldre

Han kalder bogen 'Isolering', og en isolering kan skabes mange steder, blandt andet i mellemrum. Og mellemrummene mellem mennesker, bliver ifølge Henrik større og større. Vi glider længere og længere fra hinanden, og så får isoleringen gode vilkår, mens ordentligheden omvendt får trange kår for at blomstre.
“Et eksempel kan være, at når jeg kigger på de folk, som står nede ved Højbanen, og som er i samfundets bund, så er det åbenbart stadig dem, der har de bredeste skuldre, for det er de laveste klasser i samfundet, der skal betale regningen, jamen så undrer jeg mig. Nogen synes, det er helt fint, at vi glider længere og længere fra hinanden, og så lader dem, der er længst nede, trække læsset. Og jeg håber det gør ondt i sjælen på nogen, at de har sat en bevægelse i gang om, at det er i orden at sparke nedad. Det lyder politisk, men det er det ikke. Det handler om noget så simpelt som ordentlighed. Og den har det desværre svært nu tildags.”

50 år

Henrik er lige fyldt 50 år, og det er en alder, der kalder på eftertænksomhed. Tiden flyver, så hvorfor ikke stoppe op og trække vejret dybt. Han kigger på nutidens Vejle, men både fortiden og fremtiden er med.
“Bogen er også skabt af den Henrik, der vil bevise sig. Det er også et bidrag ind i et samfunds liv og tanker om livet i en moden alder - og et forsøg på at være kritisk i et højhastigheds liv, og et levende forsøg på at gøre livet anderledes.”
Det er der kommet en bog på 110 sider ud af.
“For mig er det en bog, jeg gerne vil snakke om. For den handler om, at den kan skabe dialog. At man stopper op og falder i snak over det, man ser og læser i den,” siger han.
Der er mere friskbagt brød på fadet. Der er god grund til at tage et bid af brødet og af livet.
Brødmanden, faderen, manden, digteren og vejlenseren Henrik krydser sit spor. Uden at isolere sig.



Er dette din yndlingsby
spurgte en af mine ynglinge.
Her har jeg set det meste af
mit liv og til tider har jeg også
været indblandet.
Her er livet jeg har levet og
intet jeg har fortrudt.
Her er mine drømme.
Her er dem jeg voksede op med
i alle aldre.
Her er isoleringen størst.
Her i mikrokosmos
tænker livet sig større

Fra bogen Isolering