Frivilligbørs i Ølgod under opsejling
"Kom til FrivilligBørs i Ølgod Kulturhus torsdag den 29. september og lav gode aftaler og handler!"
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra projektgruppen bag Ølgods første Frivilligbørs. Den er en markedsplads for private foreninger, frivillige, virksomheder og offentlige institutioner, der mødes, skaber netværk og udveksler ønsker.
I pressemeddelelsen skriver projektgruppen, at den ved Late Night i Ølgod i april mødte stor interesse for konceptet. Invitationerne er nu sendt ud, og på hjemmesiden for FrivilligBørs Ølgod er der mulighed for at melde sig til samt læse mere om FrivilligBørsen.
”de aktører både i erhvervslivet, foreningslivet og institutioner, jeg har kontakt til er meget positive. Jeg skal lige nævne nogle eksempler og det sætter gang i flere ideer til både, hvad man kan byde ind med, men også hvad man kan have af ønsker," siger børsboss, Hans Moss.
Frivilligbørsen er en pengeløs byttebørs, hvor tjenester, varer eller kompetencer der udveksles på kryds og tværs, samtidigt med at der knyttes forbindelser imellem lokalsamfundets aktører, som man måske ikke lige havde set var muligt.
Den 29. september kan man besøge en række temaborde, der er opdelt efter deltagernes ønsker og tilbud, som for eksempel ”Kultur og oplevelser” og ”Lokaler og materialer”.
Børsbossen Hans Moss vil på dagen stå klar til at skabe kontakt mellem de personer, virksomheder og foreninger, der har sammenfaldende behov og tilbud.