Mulighedernes by
Roskildes velfærdsdirektør rejser efter 12 år fra en kommune i stor fremgang
- Roskilde er mulighedernes by, fordi den på mange områder står rigtig stærkt. Her er mange veluddannede og engagerede borgere, en god økonomi, stor handel og alsidig kultur med omfattende muligheder for at udfolde sig. Sådan beskriver Roskildes velfærdsdirektør Yvonne Barnholdt den kommune, som hun snart forlader efter 12 års arbejde på tre chefposter med større og større ansvar. - Vi er i stor og velfungerende provinsby, hvor man er tæt på mange tilbud og kan få opfyldt næsten alle sine behov – og ellers er det jo let at komme til København. Hos os er der simpelthen livskvalitet til borgere i alle aldre, mener Yvonne Barnholdt.
Gode skoler
Blandt kommunens stærke sider opregner hun gode børne-institutioner, folkeskoler, ældrepleje, bibliotek, en flot natur samt adgang til et kæmpe udbud med sport og kultur. - Fra min tid i Kommunernes Landsforening, hvor jeg kom rundt i hele landet, ved jeg, at sådan er det langt fra andre steder. Men indbyggerne her er nu også selv meget bevidste om Roskildes store kvaliteter, tilføjer hun. Indenfor sine egne arbejdsområder er Yvonne Barnholdt stolt over, at kommunen har høstet flere anerkendende priser, når det gælder behandlingen af ældre og rehabilitering af sygdomsramte, så de kan komme til at fungere igen. - Samtidig er vi nu godt i gang med at gennemføre den store folkeskole-reform. Selvfølgelig er der nogle problemer ved det, men karaktererne i vore folkeskoler er blevet bedre, så Roskilde nu er landets 8. bedste kommune. - Desuden viser trivselsmålinger, der bygger på svar fra lærerne selv, at tilfredsheden er voksende.
Inspiration med Madkultur
Den snart forhenværende velfærdsdirektør har været engageret i samarbejdet med Madkulturen, der blev oprettet ved Slagteriskolen for nogle år siden for at være med til at højne spisekvaliteten i landet. Det ser hun som en af de sjoveste oplevelser i sin Roskilde-karriere. - Vi har et stort udviklingsarbejde, hvor Roskildes elever lærer om ordentlig mad, når kokke kommer ud og underviser dem. Samtidig har vi også lavet en guide til at forbedre skolernes mad. Det er ekstra vigtigt, når børnene nu skal være her længere hver dag. - Eleverne i skolen oplever på den måde en praktisk værdi af et godt håndværk. Forhåbentlig kan det være til, at flere vælger en uddannelse som f.eks. kok, bager eller slagter, som der vil være god brug for i fremtiden. Yvonne Barnholdt søgte i sin tid stillingen som personalechef og fik jobbet. Hendes arbejdsplads lå først i Læderstræde i den gamle badeanstalt på hjørnet af Frue Kirkestræde. Senere flyttede hun så til Økonomiforvaltningen, der holdt til i baghuset ved det gamle rådhus på Stændertorvet, før turen gik til det nye ved Køgevej. - Så jeg har været i Roskilde i 12 år og besluttede, at det måtte være nok. Hvis jeg skal nå at prøve noget andet, er det nu, så derfor søgte jeg ikke om at få forlænget min nuværende åremåls-ansættelse, forklarer hun.
Ikke alt for højtidelig
I Roskilde Avis har hun fået flere anerkendende tilnavne. Først blev hun udnævnt til ‘socialmoster’, da hun som direktør fik ryddet op i et område, hvor budget-overskridelser ellers var blevet det normale. Senere blev det til ‘velfærds-blæksprutten’, fordi hun på grund af sine evner til at få tingene ’kørt igennem’ også fik ansvaret for indførelse af den store reform i kommunernes folkeskoler og dermed et kæmpemæssigt arbejdsområde. - Når man har et topjob, gælder det om ikke at være for ’ømskindet’. Jeg har aldrig taget mig selv alt for højtidelig, for så bliver det meget lettere og sjovere. - Under alle omstændigheder kan vi glæde os over, at forvaltningen i vores kommune er præget af en kvalitet, så mange gerne vil samarbejde med Roskilde. Det gælder også fonde, der er gået ind med bevillinger til udviklingsarbejde. - Når vi slår ledige stillinger op, får vi også altid mange kvalificerede ansøgere, forklarer Yvonne Barnholdt som et eksempel på denne positive udvikling.
Gode kontakter virker
Officielt slutter Yvonne Barnholdt til 1. august, men med ferie og afspadsering til gode, er sidste arbejdsdag nær. - Selvfølgelig bliver det lidt mærkeligt. Nu har jeg gennem 12 år kørt hertil i min Golf, og jeg kommer til at savne alle de gode folk, som jeg har lært at sætte pris på. - De fine kontakter, hvor man bare kan ringe til mennesker, hvis en sag skal klares, er faktisk en vigtig kvalitet ved en by som Roskilde. På den måde fungerer det både hurtigt og effektivt, fortæller Yvonne Barnholdt. tk@roskildeavis.dk