Cykeltyve kan ikke ødelægge indsamlingssucces
Selvom tyve har stjålet 50 cykler, kommer der ikke til at mangle jernheste til Spejdernes Lejr
50 cykler, der skulle være brugt til Spejdernes Lejr i 2017, blev i sidste uge stjålet fra en lade.
"Det er super ærgerligt, at der er nogen, der stjæler fra et godt formål," siger Line Sørensen fra kommunens sekretariat for Spejdernes Lejr til Lokalavisen.
Hun er dog stadig optimistisk trods tyveriet:
"Selvom vi har haft et lille tilbageskridt med tyveriet, går det stadig fremad. Folk er søde til at komme med gode cykler til spejderne."
Der var før tyveriet indsamlet 290 cykler, der bliver sat i stand på de beskyttede værksteder Østerlund og Søndervang.
Og der er flere cykler på vej.
Håber på 1.000
Sønderborg Politi afleverer snart 150 uafhentede cykler fra hittegods, og der kommer omkring 800 cykler indsamlet i Aalborg.
"Vores mål er at indsamle 1.000 cykler, så vi er godt på vej. Det er dog ikke alle cykler, der kan bruges, så nogle bliver brugt som reservedele. Og hvis vi får flere end 1.000, er det fantastisk. Vi ved, at spejderne bliver glade for dem," siger Line Sørensen.
Cyklerne skal bruges af de 40.000 spejdere, der besøger Sønderborg i 2017. Man kan afleverer sin cykel til spejderne til personalet på Sønderborg Forsynings genbrugspladser.
Og i fremtiden skulle der ikke gerne blive stjålet flere cykler:
"Vi har allerede øvet tyverisikringen. Nu står cyklerne et sted, hvor der er konstant overvågning," siger Line Sørensen.