Fortsæt til indhold

Pom Pom sætter stadig større fodaftryk

De er færre end en håndfuld ansatte. Alligevel er Pom Poms børnesko på vej fra Esbjerg til den anden side af jorden.

Arkiv
Louise Ritter

“Det er lige kommet ind ad døren, så vi er ret spændte!”

Barbara Jepsen flår indpakningen af et par rosafarvede pyjamasbukser lige da Lokalavisen træder ind ad døren i Pom Poms relativt anonyme kontordomicil på Murervej. Det er ganske nyt, at her også ankommer tøj, for siden Pom Poms start i 2009 har børnesko været Esbjerg-virksomhedens omdrejningspunkt, men tidligere på måneden sendte de Minipops allerførste kollektion ud til forhandlerne - pyjamasbukserne er en del af den kollektion, der kommer i butikkerne til efteråret.

“Vi har fået rigtig god respons på det allerede,” fortæller Barbara Jepsen om Pom Poms nyeste skud på stammen.

I skrivende stund er der godt 40 forhandlere af Minipop herhjemme, mens Pom Poms sko forhandles mere end 100 steder og også udenfor landets grænser i blandt andet Tyskland og Norge findes der forhandlere. Særligt sidstnævnte marked er vækstet godt det seneste halve år, og her er fokus også fortsat stort, men ellers er det lige nu et land langt længere væk, som Pom Pom og Barbara Jepsen har sigtet rettet mod.

“Vi er på vej ind i Australien. Vi kan se på Instagram, at vores sko har fundet vej derned. Vi ved ikke ret meget om hvorfor eller hvordan, men vi ved, at skoene er bestilt på danske hjemmesider, der så sender derned. Måske fordi skoene er unikke og noget nyt dernede,” siger Barbara Jepsen, der netop har sat Pom Poms markedsføringsøkonompraktikant på opgaven med at blive klogere på, hvordan Australien skal gribes an.

En lille flok

På Barbara Jepsens visitkort står salgschef, men der kunne også stå produktudvikler, pressemedarbejder og altmuligpige. Hos Pom Pom løftes nemlig i flok om end flokken ikke er ret stor.

Sammen med Barbara Jepsen sidder kun et par markedsføringsøkonom-praktikanter på kontoret på Murervej, hvor Pom Poms stifter og kreative hoved, Jes Laursen, kigger ind med mellemrum. Ellers går hans tid mest med at tænke nyt og rejse rundt i verden i jagten på inspiration til Pom Poms nye kollektioner.

“Ja, vi er ikke så mange, men vi har gang i meget, og det er sjovt,” smiler Barbara Jepsen, der sammen med resten af Pom Pom også snart barsler med en mindre kollektion af dametøj og damestøvler.

Selv kom hun til Pom Pom i november 2013, og siden har hun haft fingre med i meget. Det er også hende og Jes Laursen, der i vid udstrækning - og selvfølgelig i tæt samarbejde med fabrikken i Portugal - designer de nye kollektioner. Ingen af dem har papir på kunne netop dét, men til sammen har de mange børn og dermed også mange erfaringer med, hvad der virker - og måske endnu vigtigere, hvad der ikke virker.

“Jeg har selv fire, og Jes har to, så til sammen har vi seks, og vi trækker rigtig meget på vores egne erfaringer, når vi skaber noget nyt. Det gælder også i forhold til tøjet. Jeg har altid haft nogle skønne børn med dejlige tykke lår, og derfor var det vigtigt for mig med en lukning på bodyerne, der giver plads til det, mens Jes personligt altid har været træt af de amerikanske lukninger på hans børns bodyer, fordi de falder ned over skuldrene. Derfor har vores trykknaplukning ved halsen,” forklarer Barbara Jepsen om Pom Poms design, der altså i høj grad hviler på egne erfaringer.

Barbara Jepsen er salgschef i Pom Pom. Nogen vil formentlig huske hende som ejer af butikken Vildbassen, der for år tilbage lå i først Englandsgade og siden Kongensgade.